Fodbold

Sen Højlund-scoring sikrer Atalanta sejren

Rasmus Højlund slog til bare syv minutter efter sin indskiftning.

Er der en dansker, der har mål i støvlerne for tiden, er det Rasmus Højlund.

Fredag aften scorede den 20-årige landsholdsangriber for sjette gang i år, og dermed blev han matchvinder for Atalanta i Serie A-kampen mod Empoli, da scoringen var til resultatet 2-1.

Højlund blev sendt på banen i det 79. minut, og i det 86. minut fik han stadionet i Bergamo til at gå amok. Danskeren, der er udtaget til næste uges EM-kvalifikationskampe mod Finland og Kasakhstan, stod godt placeret i feltet og sparkede en løs bold i mål.

I tillægstiden var Rasmus Højlund ved at score endnu en gang, men gæsternes målmand Samuele Perisan stod i vejen med en parade.

Atalanta var på vej mod skuffelse

Inden kampen blev afgjort af Højlund, lignede det overraskende point til Empoli, der var kommet foran 1-0 kort før pausen på et mål af Tyronne Ebuehi.

Efter 58 minutter udlignede Atalantas midtbanespiller Marten de Roon til 1-1. Det var dog ikke nok for Bergamo-holdet, der kæmper for at komme op i top-4 og dermed Champions League-pladserne i næste sæson.

Indskiftninger af de offensive Atalanta-profiler Ademola Lookman, Jérémie Boga og danske Højlund hjalp på spillet i det sidste kvarters tid.

Også Joakim Mæhle nåede at komme på banen for Atalanta og spille de sidste minutter. Den danske landsholdsback kom ind efter 89 minutter.

Atalanta har trods sejren et stykke op til top-4. Lige nu har Atalanta 45 point for 27 kampe på sjettepladsen. AC Milan indtager fjerdepladsen med 48 point for en kamp færre.

Serie A

Serie A
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
13727647528+4787
23721885830+2871
337223127042+2869
437191086142+1967
537187126146+1561
637179114837+1160