Spanien og Tyskland dropper flere prominente spillere

Luis de la Fuente og Hansi Flick har foretaget markante ændringer i hver deres landsholdstrup forud for de kommende EM-kvalifikationskampe.

Det skal andre boller på suppen, fristes man til at sige.

For Spaniens landstræner, Luis de la Fuente, har rusket godt og grundigt op i den VM-trup, der skuffende røg ud til Marokko i ottendedelsfinalen i Qatar.

Forud for EM-kvalifikationskampene mod Norge og Skotland i næste uge er der således 15 ændringer i den spanske landsholdstrup.

Garvede kræfter som Jordi Alba, César Azpilicueta, Koke og Marco Asensio er ikke udtaget i denne omgang.

Omvendt kan Martin Braithwaites klubkammerat i Espanyol Joselu og David García fra Osasuna få debut i landsholdsdragten.

Ændringerne i den spanske trup

Disse spillere er fravalgt:

Jordi Alba, Guillamón, Azpilicueta, Pau Torres, Eric García, Busquets (stoppet), Carlos Soler, Llorente, Koke, Asensio, Sarabia, Ferran Torres, Yeremi Pino og Ansu Fati.

De erstattes af:

Kepa, Gayà, Iñigo Martínez, Nacho, David García, Pedro Porro, Zubimendi, Fabián, Mikel Merino, Ceballos, Bryan Gil, Oyarzábal, Aspas, Gerard Moreno og Joselu.

Samme mønster hos Tyskland

VM i Qatar var en endnu større fiasko for Tyskland, der måtte rejse hjem allerede efter gruppespillet.

Måske er det derfor, at tyskernes landstræner, Hansi Flick, også har foretaget store ændringer i sin landsholdstrup.

Mest markant er det, at profiler som Ilkay Gündogan, Antonio Rüdiger, Niklas Süle, Thomas Müller og Leroy Sané er blevet vraget.

- Det er vigtigt for os, at vi bygger vores trup op frem mod EM på hjemmebane. Derfor skal vi have set nogle nye spillere an og give dem tid til at vokse ind på holdet, siger Hansi Flick ifølge Ritzau.

Tyskland er som værtsnation allerede sikret en plads ved EM-slutrunden i 2024.

Flick har foretaget i alt 11 ændringer i sin trup. Josha Vagnoman (Stuttgart), Mergim Berisha (Augsburg), Marius Wolf (Dortmund), Felix Nmecha (Wolfsburg) og Kevin Schade (Brentford) kan få debut.

I øvrigt var det også den danske landstræner Kasper Hjulmands plan at foretage 11 ændringer i sin landsholdstrup til EM-kvalifikationskampene mod Finland og Kasakhstan, men efter Victor Kristiansens afbud er Jens Stryger Larsen igen udtaget.

Danmarks resterende program i EM-kvalen 2023

19. juni: Slovenien - Danmark
7. september: Danmark - San Marino
10. september: Finland - Danmark
14. oktober: Danmark - Kasakhstan
17. oktober: San Marino - Danmark
17. november: Danmark - Slovenien
20. november: Nordirland - Danmark

Portugal holder fast i stammen

Roberto Martinez er ny mand i spidsen for det portugisiske landshold, der også måtte se sig slået af VM-overraskelsen Marokko. Portugal røg ud i kvartfinalen.

Men noget tyder på, at den nyslåede træner ikke varsler store revolutioner i spillertruppen.

Således er der kun to ændringer i truppen forud for EM-kvalifikationskampene mod upåagtede Luxemburg og Lichtenstein. Diogo Leite (Union Berlin) og Gonçalo Inácio (Sporting) kan således få debut.

Der er i øvrigt fortsat plads til Cristiano Ronaldo efter sit skifte til saudiske Al Nassr.