Fodbold

Tilskuer brækker næsen på Fiorentina-spiller

Kampen mellem Fiorentina og Sivasspor fik en grim afslutning, da Alessandro Bianco brækkede næsen efter at være blevet angrebet af en Sivasspor-fan.

Med sin scoring til 4-1 kronede Gaetano Castrovilli en overbevisende Fiorentina-sejr over tyrkiske Sivasspor.

Under fejringen løb Castrovilli mod hjørneflaget for at fejre målet med sin 20-årige holdkammerat Alessandro Bianco, der få sekunder senere blev angrebet af en tilskuer.

Fiorentina-træner Vincenzo Italiano fordømmer handlingen fra den aggressive fan, der kostede Bianco en brækket næse.

- Det er skamfuldt, at Bianco blev slået. Han så ikke engang tilskueren komme, og nu har han en brækket næse, fortæller Italiano ifølge Sky Sport Italia.

- Det er forfærdeligt, at en 20-årig spiller bliver offer for den slags vold på en ellers forrygende aften. Tilskueren er en skamplet i forhold til de øvrige tilskuere, der opførte sig ordentligt og skabte god stemning.

Bianco kan trøste sig med, at Fiorentina nu er videre til kvartfinalerne i Conference League. Her venter Lech Poznan fra Polen.

Kommer italienerne videre til semifinalerne, venter enten Basel eller Kasper Schmeichels Nice.

Kvartfinalerne i Conference League

  • Lech Poznan - Fiorentina
  • Gent - West Ham
  • AZ Alkmaar - Anderlecht
  • FC Basel - OGC Nice