Fodbold

Kompany er træt af Guardiola-udtalelse

Pep Guardiola ser Vincent Kompany som et oplagt bud på en kommende Manchester City-træner. Udtalelsen har Kompany svært ved at forholde sig til.

For mange trænere vil det være en hyldest, at en af de største trænere gennem tiderne, Pep Guardiola, roser ens arbejde og ovenikøbet udråber en som et godt bud på sin egen afløser i Manchester City.

Det er dog ikke den oplevelse, Burnley-træner Vincent Kompany står tilbage med.

- Han (Guardiola, red.) skal stoppe med at sige det. Jeg er træner for en Championship-klub, og jeg ved ikke, hvan han får ud af at sige det. Først og fremmest synes jeg, at Guardiola skal fortsætte med at være City-træner de næste ti år. City kæmper for at vinde Champions League, mens vi kæmper for at vinde Championship. Snakken giver ingen mening, fortæller Kompany til The Guardian.

Guardiola og Kompany har en fælles fortid i netop Manchester City, hvor den spanske træner gav den belgiske stopper anførerbindet i tre år.

Kompany er meget mere end klublegende

Årsagen til, at Guardiola fremhæver Kompany som en mulig arvtager, skyldes ikke kun hans fortid i Manchester City.

- Kompany var en vigtig personlighed og spiller for klubben, men det er ikke derfor, jeg siger, at han kan have en fremtid i klubben. Det er selvfølgelig kun en fordel, at han er vellidt af fansene og kender klubben, fortæller Guardiola til Manchester Citys hjemmeside og fortsætter:

- Det er hans spilforståelse og stærke arbejdsmoral, der ligger til grund for mine udtalelser, begrunder Guardiola.

Kompany overtog Burnley i sommerpausen, efter at klubben rykkede ned fra Premier League med missionen om igen at rykke op i den bedste række. Og det ser ud til at lykkes, da klubben har 13 point ned til andenpladsen i Championship.

Guardiola og Kompany står over for hinanden, når Manchester City og Burnley mødes i FA Cup-kvartfinalen lørdag.