Fodbold

FCK'er spillede sammen med El Clasico-rivaler: - Mon ikke de smiler lidt til hinanden

I to sæsoner i Bordeaux spillede FCK-spilleren Lukas Lerager sammen med Aurélien Tchouaméni og Jules Koundé, der søndag står over for hinanden.

Når dommer Ricardo de Burgos Bengoetxea søndag aften fløjter det traditionsrige El Clasico-opgør op, vil der næppe være meget kærlighed mellem nogen af spillerne fra de to spanske storhold.

Alligevel er der to spillere - én fra Barcelona og én fra Real Madrid - der udenom alt ståhejet har et meget nært forhold til hinanden.

- Jeg ved, de er så gode venner, og mon ikke de smiler lidt til hinanden, når de går ind og varmer op, siger Lukas Lerager om Jules Koundé og Aurélien Tchouaméni.

Koundé og Tchouaméni rykkede som henholdsvis 18- og 17-årig op i førsteholdstruppen hos Bordeaux. Det skete i sommeren 2017, og på det samme tidspunkt skiftede den nuværende FCK-spiller til det franske fra belgiske Zulte Waregem.

De to franskmænd tilbragte en del af ungdomsårene sammen i Bordeaux’ ungdomsrækker og blev venner. Et venskab som den danske midtbanespiller bed mærke i.

- De har jo holdt sammen og havde ligesom opbygget et godt venskab. Så på den måde var de bare sammen hele tiden og ville gøre alt for hinanden, siger Lerager.

Talentet var klart

Udover at være tætte venner havde de unge Bordeaux-spillere også det meste kørende for sig på fodboldbanen. Allerede dengang kunne man se, at talentet var stort, og at de havde potentialet til at drive det langt.

- Sindssygt dygtige fodboldspillere. Meget stille og rolige. Nede på jorden. Nogle gode fyre. Men du kunne sagtens se, at de havde noget kvalitet.

Aurelién Tchouaméni og Jules Koundé

Jules Koundé

  • Alder: 24
  • Franske landskampe: 18
  • Antal kampe med Lukas Lerager: 44

Auelién Tchouaméni

  • Alder: 23
  • Franske landskampe: 21
  • Antal kampe med Lukas Lerager: 10

Havde man taget et kig på træningsbanen hos Bordeaux dengang, kunne man altså måske endda have forestillet sig, at de to stortalenter en dag kunne stå over for hinanden på to storhold som Real Madrid og FC Barcelona.

Men deres veje til storhed har alligevel været lidt forskellige. Det er der i hvert fald noget, der tyder på, når man spørger Lukas Lerager, hvem af de to, der har det største potentiale.

- Det har Aurélien, vil jeg sige. Man kan sige, at Jules er en, der har skullet arbejde sig lidt mere til det, hvor Aurélien er lidt født med det. Det sidder bare i ham.

Modsætninger mødes

Selvom Jules Koundé ifølge Lukas Lerager måske ikke havde helt det samme naturtalent som sin ven, er midterforsvarerens gennembrud på Bordeaux-holdet noget, som danskeren husker meget tydeligt.

De får en chit-chat inden, og når det først går i gang, spiller de for sejren. Det ved jeg. Det vil de gerne

Lukas Lerager, FCK-spiller

- For Jules blev det hele bare vendt på hovedet. En genert dreng, der ikke spillede, og så lige pludselig fik han chancen i midterforsvaret og så sig ikke tilbage.

- Jeg har aldrig set en tage så store skridt på så kort tid. Altså det var helt vildt. For hver kamp blev han bare bedre og bedre og bedre.

Faktisk er det ikke kun på banen, at Koundé og Tchouaméni er forskellige. Uden for kridtstregerne er de lidt et umage par.

- Jules var meget genert. Stille og rolig. Men en person du godt kunne have en samtale med og var meget nede på jorden. Aurélien var sådan lidt mere den der frembrusende type. At her kommer jeg. Han var sgu ligeglad med, hvem der spillede, så ville han foran i køen, siger Lerager.

Fra fodbold til basketbold

To franske modsætninger mødtes altså i Bordeaux og blev tætte venner. Og udover den traditionelle fodbold havde de også et fællesskab, som indebar en lidt større bold, husker Lerager.

- De kunne også godt lide at spille en masse basketbold. Det ved jeg også, at de godt kan lide at se nu.

- De spillede også, når vi var færdige med træning. Så tog de ud og fandt en bane i Bordeaux og spillede lidt hyggebasket og kunne godt lide at se det også. Det snakkede de meget om.

En interesse som de to venner og landsholdskammerater stadig holder ved sammen. Sidste år var de en tur over Atlanten for at se NBA sammen, og scroller man gennem deres profiler på Instagram, er der flere billeder, der indikerer en fælles kærlighed til sporten.

Udover basketball fortæller Lukas Lerager, at tøj og sko blandt andet var en anden ting, som Aurélien Tchouaméni og Jules Koundé havde en fælles interesse for, dengang de alle tre spillede sammen i det sydvestlige Frankrig.

Men søndag aften handler det hverken om basket eller tøj. På Camp Nou skal de to venner udkæmpe en krig om muligheden for at tage LaLiga-mesterskabet og ikke mindst om æren.

Når Ricardo de Burgos Bengoetxea sætter krigen i gang klokken 21.00 ved Lukas Lerager godt, hvad der er vigtigt for hans to tidligere holdkammerater.

- De får en chit-chat inden, og når det først går i gang, spiller de for sejren. Det ved jeg. Det vil de gerne.