- Jeg er utroligt stolt, siger Ibrahimovic
AC Milan-angriberen Zlatan Ibrahimovic er nu den ældste målscorer og kaptajn i Serie A.
Zlatan Ibrahimovic slog to rekorder i en og samme kamp, da AC Milan mødte Udinese.
Den 41-årige svensker kom på scoringstavlen, hvilket gør ham til den ældste målscorer i Serie A-historien. Han bar også anførerbindet under kampen, og det blev han ligeledes den ældste til at gøre i den bedste italienske række.
Med sine 41 år og 166 dage overgår Ibrahimovic store navne som Francesco Totti og Alessandro Costacurta ved at komme på måltavlen.
- Jeg er utroligt stolt over at skrive mig ind i den klub. Der er mange store spillere, der har haft rekorden, så derfor betyder det meget, at jeg nu har opnået det samme, fortæller Ibrahimovic til Sky Sport Italia.
Ibrahimovic står dog tilbage med en bittersød fornemmelse. Scoringen var nemlig ikke nok til, at milaneserne tog sejren over Udinese, der vandt opgøret med 3-1. Alligevel glæder Ibrahimovic sig over at være tilbage i kamp.
- Målet gav os ikke tre point i kampen, der var min første som anfører for klubben. Det var første gang i 14 måneder, jeg startede inde, og jeg havde det godt undervejs. Fortsætter det på den måde, er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan blive ved med at spille, lyder det.
Et anderledes pres
AC Milan gik ind til denne sæson som forsvarende italienske mestre.
En bedrift, Milan får svært ved at gentage, eftersom de ligger 20 point bag Napoli på førstepladsen som følge af store formdyk undervejs i sæsonen.
- Alle kampe er som en finale, når man er italiensk mester. I år har vi, modsat sidste år, haft et enormt pres på os i samtlige kampe. Vores hold har ikke erfaring med at gå ind til kampene som forsvarende mester, og vi har ikke kunnet holde et stabilt niveau over hele sæsonen. Det er ikke en undskyldning, men en forklaring på vores situation, siger Ibrahimovic.
Ibrahimovic og Milan møder Napoli i deres næste ligakamp d. 2. april.