- En skam med Eriksen. Vi ville gerne have hilst på ham
Det finske landshold ville gerne have mødt Christian Eriksen, når Finland møder Danmark i EM-kvalifikationen.
Det tager utvivlsomt en del af brodden af den danske offensiv, at Christian Eriksen er fraværende, når landsholdet torsdag møder Finland.
Danmark bliver på papiret en nemmere modstander at stå over for. Alligevel ærgrer det den finske landstræner Markku Kanerva, at han og finnerne misser mødet med Manchester United-spilleren.
Senest de to landshold mødtes, var under EM i 2021 i Parken, hvor Eriksen kollapsede.
- Jeg er glad for, at Christian Eriksen er i gang igen og gør det så godt. Det er en skam, at han ikke er med torsdag. Vi ville gerne have hilst på ham.
Eriksen har måttet melde afbud til landsholdstjeneste grundet en ankelskade.
- Eriksen er selvfølgelig en vigtig spiller for Danmark, men Danmark har mange kvalitetsspillere fra øverste hylde og de bedste ligaer, fortæller den finske landstræner til TV 2 SPORT.
Specielt gensyn med Parken
Den skæbnesvangre dag i juni sidder stadig i den finske trup.
- Jeg er sikker på, at vi bliver ramt af en masse følelser, når vi igen står i Parken. Onsdag skal vi træne der, og da popper de samme tanker og følelser frem, som sidst vi var der
- Episoden er det mest chokerende, jeg har oplevet i min karriere. Jeg har været vidne til mange seriøse skader, men intet der kan måle sig med Eriksens kollaps.
Da det stadig var uklart, om kampen skulle spilles færdig eller ej, sang de finske fans Eriksens navn mod hjemmepublikummet.
En handling, der senere blev hyldet med hædersprisen Best FIFA Fan-award.
- Efter kollapset viste begge nationers lande hinanden respekt og solidaritet. Det er noget af det smukkeste, fodbold kan skabe.
Ser Danmark som favoritter
Den finske træner har også noteret sig Danmarks skuffende VM-exit, der står i skarp kontrast til EM-semifinalen.
Kanerva udpeger dog stadig Danmark som storfavorit til at vinde kvalifikationsgruppen.
- Dét, at vi slog Danmark under EM, styrker vores selvtillid. At det gik Danmark mindre godt under VM, har ikke så stor indflydelse på styrkeforholdet mellem os og Danmark, fortæller han.
- Danmark er favorit, men vi går ind til alle kampe med et mindset om, at vi kan vinde.
Udover Finland er Danmark i gruppe med Nordirland, Kasakhstan, San Marino og Slovenien i kvalifikationen til EM 2024.