Fodbold

Alt andet end EM-kvalifikation vil være en fiasko

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft ser frem til Danmarks første landskamp efter VM.

Et nyt anmeldereksemplar bliver lagt for struberne af det danske fodboldpublikum. Har vi et landshold? Selvfølgelig har vi det.

Det er blot i en anden udgave, end vi så det ved VM, hvor Hjulmand version 1.0 pillede ved den rød-hvide nu- og fremtidsoptimisme med tre fingerknips.

Den nationale selvforståelse skulle efter blot tre kampe og otte dage omgøres til en fodboldnational selverkendelse. Var suset fra 2021 brugt op? Det, der VM-startede i sidste del af november, og sluttede, inden det blev december, punkterede enhver fodbolddansker.

2023-året vil definere, hvor dansk landsholdfodbold er

Sommeren 2021 var pludselig langt væk, og fodboldlandsholdet var med et, dem de andre gerne ville lege med, men vi kunne eller ville åbenbart ikke. Og det efterlod spørgsmålet, om det var manglende kunnen, vilje eller ydre omstændigheder.

Det er, hvad Hjulmand og co. i en vinter med afsavn har brugt tiden til at evaluere over. Medie-modfarten var kontant, og de sorte farver lagde make-up. Ud fra Rådhuspladsen lød et “fiasko” og “Flovmand” fra de to bladhuse, mens den jyske anmærkning blev bøjet lidt mere sindigt: “Aldrig har dette landshold skuffet så fælt.”

Ordene var sylespidse, og selvom Hjulmand var enig i den kollektive nedtur og skuffelse, havde han et mere “nuanceret” ledelsesudtryk. Han holdt de første 20 minutter mod Australien i hånden, men hvad der så skete var også for ham en gåde. Og et ansvar han øjeblikkeligt tog på sig. “Ansvaret er alene mit."

Nationen havde et mentalt sammenbrud

Der var altså enighed om nedturens øjeblikkelige intensitet, men ikke om årsagerne. Og det skulle naturligt nok vente på sig. Fodbold - og sport generelt - er øjebliksbilleder for de fleste. Øjeblikke, som tænder eller slukker. Men øjeblikket var ikke evalueringsklar lige efter den skuffende udgang.

Lægmænd og -kvinder havde meninger, og selvom Hjulmand lod vente på sig med sin helhedsvurdering, så sprang sportspsykologer ud fra alle skabe - for det her skulle forklares, krævede en nedtrykt nation.

I det jyske nationaltidende forklarede en professor, at det, der satte landsholdet (og dermed hele nationen) i stå i farvel-kampen mod Australien, var et såkaldt “psykologisk fænomen," der beskriver at topatleter pludseligt kan gå i stå, blive lammet og begynde at tvivle på sig selv i en presset situation." På engelsk choking under pressure.

Et mentalt sammenbrud, kaldte professor Stelter det og tilføjede: “Faktisk chokerende at se”.

Ud på den anden side kom det, der blev betragtet som en “øjeblikkelig fiasko." Nedtur, hvis vi skal gøre det afdæmpet. Og det er det, landsholdet er oppe imod og spiller for mod Finland og i resten af 2023 - oprejsning. For hver enkelt, for institutionen det danske herrelandshold i fodbold, for Hjulmand - for os alle.

For mig er der et særligt fokus på Mathias Jensen, der ikke er decideret ny, men som kan få en betydelig rolle på den danske midtbane

2023-året vil definere, hvor dansk landsholdfodbold er. Alt andet end EM-kvalifikation vil være en fiasko og vil sandsynligvis mærkes i det ganske land.

Men lad mig bevare optimismen og konstatere, at opbakningen fylder mere end tvivlen. Der forventes udsolgt til alle hjemmekampe i Parken, så der må hoppes i fodboldunionen.

Har særligt fokus

Jeg har ved Hjulmands udtagelse af denne første trup efter VM kaldt det en slutrunde-trup. Landstræneren holder selvfølgelig et vågent øje med de første kampe mod Finland og Kasakhstan, men han har også taget langsynet med. Unge, fremadstormende spillere fra den danske talentmasse og udskiftning af nogle af de etablerede. Hjulmand har ikke smækket røret på, men lykkes de nyindkaldte er spillere som Thomas Delaney, Daniel Wass og Yussuf Poulsen i den absolutte yderkreds. Vel nok også Jens Stryger Larsen, der godt nok er med her, men på et afbud.

- Fodbold har ingen alder.

Citatet stammer fra Kasper Hjulmand, der dermed åbner i begge ender af skalaen. Men her er der et tydeligt blik på den lange bane. Otte fornyelser i forhold til VM-truppen for fire måneder siden. Selvfølgelig skal det med, at Christian Eriksen og Andreas Skov Olsen er skadede, at Andreas Cornelius først lige er kommet igang, og at Kasper Dolberg stadig har svært ved at få fodfæste.

For mig er der et særligt fokus på Mathias Jensen, der ikke er decideret ny, men som kan få en betydelig rolle på den danske midtbane efter en formidabel sæson i Brentford. Han må være Christian Eriksens afløser. Altså landsholdets omdrejningspunkt. Som han pludselig blev det, da Eriksen faldt om - i øvrigt også mod Finland. Han har virkelig lagt på sit teknisk betonede spil - og overblik - med mål og assists i Premier League. Og er startet inde i samtlige kampe.

En anden, der fortjener et vågent øje er den blot 20-årige Rasmus Højlund, der kometagtigt er trådt ind som den højest værdisatte af de danske spillere. Transfermarkt hæfter et prisskilt på ham på 260 millioner kroner. Han fik blot fire Superliga-kampe for FC København, inden han røg til først Sturm Graz og nu med større succes i Atalanta. En 9'er, der visse steder sammenlignes med norske Erling Haaland.

Landsholdet er forandret. Ikke strukturmæssigt, men i persongalleriet. Lederen bliver uden tvivl Pierre-Emile Højbjerg, og så er det ellers, hvad Hjulmand finder på blandt de nye og unge.

Et interessant landshold, der ifølge Hjulmand mere skal finde tilbage til før VM end spille for decideret oprejsning. I min optik handler det i høj grad om at levere - gerne overbevisende. Mødet med Finland er mødet, der skal afdække fodboldnationens tilstand.

Personligt kunne jeg godt tænke mig denne startopstilling:

Kasper Schmeichel - Alexander Bah, Victor Nelsson, Andreas Christensen, Joakim Mæhle - Pierre-Emile Højbjerg, Christian Nørgaard, Mathias Jensen - Martin Braithwaite, Rasmus Højlund, Mohamed Daramy.

Du kan se landskampen mod Find på TV 2 og TV 2 PLAY.