Højlunds drøm gik i opfyldelse: - Jeg er så pissestolt

Det forløb ikke uden problemer, da Danmark tog hul på EM-kvalifikationen torsdag. Men en ung herre reddede aftenen.

Danmark åbnede EM-kvalifikationen med en 3-1-sejr over Finland torsdag aften.

Længe lignede det en deler mellem de to nationer, men danske Rasmus Højlund ville det anderledes. I det 82. minut scorede Højlund for anden gang i opgøret og sendte Danmark mod de tre point. I overtiden blev hattricket så fuldendt, da han stensikkert scorede fra nært hold.

Efter kampen var den unge angriber fuld af lykke.

- Det er en drengedrøm, og jeg er så pissestolt. Jeg var lidt nervøs, men jeg glædede mig også rigtig meget til kampen. Jeg føler, jeg har haft gang i nogle gode måneder i Atalanta (klubben, red.), og jeg følte mig klar til det her. Så det var bare med at komme ud over stepperne, siger Højlund til TV 2 SPORT.

- Det her er den fedeste oplevelse indtil videre. Det var megafedt, og det er noget, jeg har set frem til hele mit liv. Det er så stor en drøm at starte inde i Parken.

Danmark vs. Finland
3-1
Ft
  1. 21' MålRasmus HøjlundAssist: Alexander Bah
  2. 53' MålOliver AntmanAssist: Teemu Pukki
  3. 82' MålRasmus HøjlundAssist: Jonas Wind
  4. 90' MålRasmus Højlund

Danmark var bedst, men Finland bed fra sig

Danmark kom foran 1-0 i første halvleg på en scoring af Rasmus Højlund. Danskerne var mest på bolden og havde fleste chancer, men i det 53. minut sluttede et flot finsk opspil med et mål af Oliver Antman.

Frustrationerne var til at få øje på hos de danske spillere, der alligevel fortsatte med at trykke på. Efterfølgende var Danmark tæt på føringsmålet ad flere omgange, men ind ville bolden ikke – og dog.

For i det 82. minut dukkede Rasmus Højlund op i feltet og sikrede Danmark alle tre point. Det sidste søm blev banket i kisten, da Højlund i overtiden scorede til 3-1.

Efter aftenens kamp ligger Danmark med maksimumpoint i puljen, der foruden Finland tæller modstanderne Kasakhstan, Slovenien, Nordirland og San Marino.