Højlund bliver hattrickhelt i fornem dansk start på EM-kval
Danmark fik en vigtig start på EM-kvalifikationen, hvor 20-årige Rasmus Højlund blev hattrickhelt.
Det var, som om de aldrig havde været væk.
Det danske fodboldlandshold blev budt hjerteligt velkommen tilbage i et fyldt Parken torsdag aften i deres første kamp siden VM-slutrunden, da Danmark mødte Finland i den første gruppekamp i EM-kvalifikationen.
Og særligt én dansk spiller sørgede for give at tilskuerne det, de ville have. Rasmus Højlund scorede alle tre danske mål i det, der endte med en dansk 3-1-sejr.
Det danske landshold skal i aktion igen på søndag, hvor Kasakhstan venter på udebane. Den kamp kan du se på TV 2 og TV 2 PLAY.
Opbakningen har ikke taget skade
Fra landsholdets side har håbet været, at otte sløje dage i Qatar ikke har haft konsekvenser for opbakningen til nationalmandskabet.
Fra eftermiddagstimerne var den sidste tvivl fjernet. Folk i rød-hvide trøjer valfartede til Østerbro. Tusindvis gjorde ophold til et fanarrangement på Trianglen, inden de slentrede videre mod Parken få hundrede meter længere nede ad vejen.
En udsolgt Parken, vel at mærke.
Klokken 19.48 fik den danske målmandstrio og landstræner Kasper Hjulmand som de første opbakningen at mærke på egen krop, da de entrerede græstæppet og blev modtaget med taktfaste klapsalver.
Landsholdet var tilbage foran egne fans.
Samme modtagelse fik finnerne. Ingen havde glemt den sympati, de udviste, da Christian Eriksen 12. juni 2021 faldt om og røg ud i sin egen kamp for livet.
Intet kunne dog måle sig med den jubel, der brød ud 20 minutter inden kampstart. Iført bøllehat trådte Nicklas Bendtner ind i Parken til en storslået hyldest for en glorværdig karriere i rødt og hvidt.
Ud gik Bendtner, og ind kom spillerne. De, der skævede over til langsiden til højre, kunne se en mosaiktifo med en tekst, der ikke var til at tage fejl af.
”REJSEN TIL EM 2024”.
Chance efter chance
Ja, rejsen mod den næste slutrunde tog sin begyndelse denne torsdag aften. Rasmus Højlund og Alexander Bah startede begge inde for første gang. Resten tilhørte flokken med en vis portion rutine.
Tydeligt var det, at de danske spillere havde noget at revanchere. De kom ud som lyn og torden, og det var kun marginaler, der gjorde, at de ikke var foran efter fem minutter.
Rasmus Højlund var ikke sen til at vise sine kvaliteter frem. Angriberen modtog bolden på egen banehalvdel, spurtede 20-30 meter og spillede bolden ud til Mikkel Damsgaard på kanten.
Ingen veje førte det, men situationen startede det pres, der endte med at give Danmark en mindre kavalkade af scoringsmuligheder.
Tættest på var det, da Mathias Jensen sparkede et hjørnespark fladt mod kanten af feltet. Martin Braithwaite tog et indstuderet løb i samme retning og sparkede bolden tæt forbi mål.
Det kørte som smurt på det plettede græstæppe, der i ugens løb både var blevet diagnosticeret med stress og meldt klar til kamp.
Skade og scoring i løbet af få minutter
Den eneste lille bemærkning, der kunne knyttes til den danske indledning, var, at bolden endnu ikke havde været i netmaskerne.
Kampuret havde netop rundet et kvarter, da Kasper Hjulmand pludselig fik noget at tænke over på sidelinjen.
Andreas Christensen satte sig ned i det danske felt og indikerede, at han mærkede noget i læggen, som han ikke skulle mærke. En udskiftning var nødvendig.
Tidligere på ugen havde Joachim Andersen forladt den danske landsholdslejr med en skade, så Victor Nelsson var den eneste tilbageværende centrale forsvarsspiller, der ikke allerede var på banen.
Ikke mange minutter efter skulle bekymringerne dog blive afløst af et voldsomt jubelbrøl i nationalarenaen.
Alexander Bah modtog bolden i højre side, tog et træk og smækkede bolden ind i det lille felt. Med sin enorme fysik kom Rasmus Højlund først og ekspederede som en vaskeægte angriber læderet det sidste stykke ind over stregen.
Første mål for landsholdet. Han er kun lige fyldt 20 år. Noget tyder på, at det var det første af mange.
Endnu en forskrækkelse
Målet gav en naturlig ro til det danske spil. I lange perioder blev bolden holdt i egne rækker på finnernes banehalvdel uden at fremtvinge nævneværdige muligheder.
Først og fremmest handlede det om at undgå farlige boldtab på midten af banen.
Fem minutter før pausen fik Parken – og Kasper Hjulmand – sig endnu en forskrækkelse.
Simon Kjær, Danmarks anfører, forsøgte at tage et træk fremad, men blev i stedet nedlagt af den finske angriber Teemu Pukki. Mens Kjær vred sig i smerter, blev panderynkerne større på den danske bænk.
Der var ganske enkelt ikke råd til at miste endnu en central forsvarsspiller.
Derfor blev det også modtaget med jubel og klapsalver, da han havde sundet sig og kunne meddele staben, at han var klar til at fortsætte.
I de sidste sekunder af 1. halvleg var Danmark nær kommet på 2-0. Bah sendte endnu et indlæg ind i feltet, hvor Finlands Robin Lod på uheldigvis styrtede bolden mod eget mål.
Kun en mirakelredning fra Lukas Hradecky forhindrede et af de mere bemærkelsesværdige selvmål. Det forblev ved Højlunds ene mål, da kampens dommer, tyske Daniel Siebert, fløjtede til pause.
Finsk chok dræbte stemningen
Danmark kom bedst ud fra omklædningsrummet, og med chancer til både Martin Braithwaite og Mathias Jensen lå det i luften, at den danske føring inden længe ville blive fordoblet.
Noget, der på ingen måde lå i luften, var en finsk scoring. Men det var ikke desto mindre det, som tilskuerne i Parken fik efter 53 minutter.
Teemu Pukki blev spillet i dybden. To træk og videre til en fri Oliver Antmanen i venstre side. På første berøring sparkede den tidligere Nordsjælland-spiller køligt bolden forbi Kasper Schmeichel i det danske mål. 1-1.
Finsk jubel, tomme danske blikke.
Nu skulle Hjulmands tropper vise størstedelen af de 35.851 fremmødte, at de godt kan præstere i modgang. Både på banen og tribunerne.
Danske muligheder misset
De danske spillere greb straks taktstokken og tog kampen derhen, hvor den befandt sig inden den finske chokscoring.
Mikkel Damsgaard fandt et hul i det finske forsvar, spillede bolden fladt i dybden til Rasmus Højlund. Denne gang svigtede skarpheden dog.
Ikke mange sekunder senere havnede en høj bold for fødderne af Joakim Mæhle. Fra kanten af feltet flugtede publikumsyndlingen knaldhårdt kuglen mod det fjerneste hjørne.
Til stor ærgrelse prellede bolden af på overliggeren. I samme sekund som Mæhle tog sig til hovedet, begyndte de danske fans i fællesskab at råbe:
Mæhle! Mæhle! Mæhle! Ja, ham har de ikke glemt.
Det skulle også blive Joakim Mæhles sidste offensive aktion i kampen, da han blev erstattet af Jens Stryger Larsen, mens Mohamed Daramy blev sendt i aktion i stedet for Mikkel Damsgaard.
Højlund stjal showet igen og igen
Danskerne fortsatte ufortrødent jagten på mål nummer to, og det var i særdeleshed Rasmus Højlund, der konstant var en trussel.
Jens Stryger Larsen headede en tværpasning fra Pierre-Emile Højbjerg ind mod det lille felt, hvor Højlund – selvfølgelig – fik hovedet på bolden. Lukas Hradecky kom flot ned og holdt bolden i spil.
Bedst som opgøret havde bevæget sig ind i de sidste 10 minutter, skete det så.
Indskiftede Jonas Wind kopierede Stryger Larsens aktion og headede et indlæg ind mod Rasmus Højlund i det lille felt, og denne gang svigtede skarpheden ikke.
Stensikkert pandede han Danmark i front. I ren ekstase løb han ud mod det ene hjørneflag, hvor han kunne lade sig hylde af både fans og medspillere.
Og så var han ikke engang færdig.
Dybt inde i dommerens overtid modtog han et fladt indlæg fra Mohamed Daramy. Køligt tæmmede han bolden, inden han vendte rundt og sparkede den fladt over i målets modsatte side.
Tre mål i sin første hele kamp for det danske landshold. Utroligt. Fuldstændig utroligt.