Brøndby var i dialog med Ødegaard
Martin Ødegaard er i dag anfører i Arsenal og en stor profil på Norges landshold. Han kunne dog have haft en periode i Brøndby.
Se Spanien-Norge på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY klokken 20.45.
Han blev udråbt som et af verdens største fodboldtalenter, og som 24-årig har han allerede spillet i storklubber som Real Madrid og Arsenal.
Men faktisk kunne danske Brøndby IF også have været en del af Martin Ødegaards klubliste.
Brøndby var nemlig i dialog med Martin Ødegaard efter en skuffende periode i Spanien. Det fortæller klubbens tidligere sportsdirektør Troels Bech.
- Han havde en periode, hvor han blev tilgængelig for de danske klubber i den øvre ende af den danske liga, fordi han var på vej fra et skuffende ophold i Spanien og havde et par lejeophold i Holland, siger Troels Bech, der nu agerer fodboldekspert på TV 2 SPORT, i optakten til Norges landskamp lørdag.
- Der havde vi (Brøndby, red.) da også en dialog kørende. Om han så synes, at det var lige oppe over, ved jeg ikke. Men vi havde en fornemmelse af, at det godt kunne blive til noget.
Troels Bech var ansat som sportsdirektør i Brøndby fra 2015 til 2018. Derudover har han været træner for en håndfuld Superligaklubber.
Er en usædvanlig karakter
Martin Ødegaard blev solgt til Real Madrid som bare 16-årig. Siden har han været forbi hollandske Heerenveen og Vitesse, spanske Real Sociedad og engelske Arsenal, hvor han i dag er anfører.
Og den rejse har kun gjort ham bedre.
- Han har utrolig mange evner med sig. Anførerhvervet er kommet oven i det. Han har været rigtig meget igennem, og den dannelsesrejse, han har været igennem, med de mange udlejninger, dykket og genopstigningen må have rustet den unge mand, vurderer Troels Bech.
- Han er kun 24 år, så det er en usædvanlig karakter, der løber på banen.
Lige nu er han med det norske landshold, som lørdag møder Spanien i EM-kvalifikationen.
Den kamp kan du se på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY klokken 20.45.