Folk troede, Zlatan slog 40 år gammel rekord - men han kom halvanden time for sent

Lee Casciaro blev fredag den ældste spiller nogensinde i en EM-kvalifikationskamp. Mange troede ellers, at det skulle være Zlatan.

Zlatan Ibrahimovic var efter 360 dages fravær fredag aften tilbage for det svenske landshold, da han blev skiftet ind i Sveriges 0-3-nederlag til Belgien.

Øjeblikket fik stor bevågenhed, da der forud for comebacket var skrevet en del om, at AC Milan-spilleren kunne blive den ældste spiller i en EM-kvalkamp nogensinde.

En række medier, heriblandt Viaplay Sport UK, Mirror, BT Sport og 433, skrev også, at svenskeren officielt slog rekorden, da han blev skiftet ind efter 74 minutter.

De, og mange andre, havde bare glemt angriberen Lee Casciaro fra Gibraltar.

Casciaro er nemlig født fire dage før Zlatan Ibrahimovic, og samtidig med svenskeren var han også i aktion fredag aften, da Gibraltar tabte med 0-3 til Grækenland.

41-årige Casciaro startede inde for Gibraltar, der spillede samtidig med Sverige.

Derfor var det reelt underordnet, at den 41-årige svensker overhalede den italienske keeper Dino Zoff, der ellers havde sat rekorden tilbage i 1983.

For Casciaro var kommet Zlatan i forkøbet halvanden time forinden og havde slået den næsten 40 år gamle rekord.

Derfor topper Zlatan ikke heller listen over de ældste spillere, der har fået spilletid i en EM-kvalifikationskamp.

Det gør altså i stedet Lee Casciaro, der til dagligt tørner ud for Lincoln Red Imps FC, der er en semiprofessionel klub i den bedste fodboldrække på Gilbraltar.

Casciaro spillede fredag sin landskamp nummer 53 for Gibraltar, og gennem tiden har han bidraget med tre scoringer.

Zlatan har spillet 122 landskampe for Sverige, som han har scoret 62 mål for.

De 10 ældste spillere i en EM-kvalifikationskamp nogensinde:

  1. Lee Casciaro: Gibraltar - Grækenland, 24/03/2023: 41 år og 176 dage
  2. Zlatan Ibrahimović: Sverige - Belgien, 24/03/2023: 41 år og 172 dage
  3. Dino Zoff: Sverige - Italien, 29/05/1983: 41 år og 90 dage
  4. Mario Frick: Østrig - Liechtenstein, 12/10/2015: 41 år og 35 dage
  5. Jákup Mikkelsen: Færøerne- Nordirland, 10/08/2011: 40 år og 359 dage
  6. Juli Sánchez: Andorra - Frankrig, 11/06/2019: 40 år og356 dage
  7. Roman Berezovskiy: Armenien - Portugal, 13/06/2015: 40 år og 312 dage
  8. Serghei Stroenco: Malta - Moldova, 17/10/2007: 40 år og 237 dage
  9. Roberto Di Maio: San Marino - Nordirland, 23/03/2023: 40 år og 183 dage
  10. David Weir: Skotland - Spain 12/10/2010: 40 år og 155 dage