Fodbold

Hjulmand har en bøn inden Kasakhstan-kamp

Den danske landstræner mener, at en kunstgræsbane skal være våd. Det var den ikke i den seneste kamp i Kasakhstan.

Kampen mellem Danmark og Kasakhstan skal spilles på en kunstgræsbane. Og det er der delte meninger om.

Ifølge den danske angriber Martin Braithwaite burde det "ikke være lovligt," mens holdkammeraten Philip Billing siger, at han "ikke er fan".

De vendinger bruger landstræner Kasper Hjulmand ikke, men han har alligevel en bøn til hjemmeholdet inden kampstart:

- Banen så tør ud i første halvleg af deres kamp mod Slovenien, og vores scout nævnte også, at han ikke så den blive vandet op til kampen. Så jeg håber meget, man tager det alvorligt og sørger for, at den bliver vandet.

- En kunstbane skal være våd. Det er hele meningen med det, siger Hjulmand på lørdagens pressemøde før søndagens EM-kvalifikationskamp.

Se Kasakhstan – Danmark direkte på TV 2 og TV 2 PLAY søndag klokken 15.00.

"Vi piber ikke"

Landstræneren blev også spurgt ind til det konkrete udsagn fra Braithwaite, der mente, at det ikke burde være "lovligt".

- Det er rigtig vigtigt, at spillerne får noget ensartethed i underlaget, men det er ikke op til mig at vurdere lovligheden i det. Jeg tror, vi alle sammen godt vil have gode græs- og hybridbaner, når det er muligt. Og det skal internationale fodbold bidrage til.

- Det er med at hjælpe spillerne med at gøre det hele mere ensartet, når de nu spiller så mange kampe, siger Hjulmand.

Er det ikke lidt at pibe over noget på forhånd, inden man skal ud og møde en modstander, der er overkommelig?

- Vi piber ikke. Der er ingen piben herfra. Vi er klar. Om det er jord, mudder, sten eller græs, så er vi klar, og vi piber overhovedet ikke. Vi er fuldstændig klar til at spille den her kamp.

- Vi bliver spurgt om, hvorvidt der er forskel, og det er sådan set bare det, siger Hjulmand.

Kjær stemmer i

Den besked bakker landsholdets anfører, Simon Kjær, op om.

Han er enig i, at kunstgræsset giver nogle nye udfordringer, men han ser det på ingen måde som en grund til, at Danmark skulle være dårligere stillet i opgøret.

- Det er jo en anderledes belastning, end vi er vant til. Så det er jo noget andet for kroppen, men der er ingen undskyldninger herfra. Det er bare en del af det, siger Kjær.

Kasakhstan tabte deres første kamp i EM-kvalifikationen 2-1 til Slovenien, mens Danmark slog Finland 3-1.

EM-kval. gr. H

EM-kval. gr. H
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1220041+36
2210154+13
321014403
4210123-13
5210121+13
6200204-40