Fodbold

Højbjerg sov i skjul – sådan forløb Danmarks lange rejse

Mens Simon Kjær formåede at holde sig vågen hele vejen til Astana, var Pierre-Emile Højbjerg udfordret.

En flyvetur i Europa tager sjældent mere end tre-fire timer.

Derfor var der tale om en ekstraordinær rejsetid, da det danske fodboldlandshold fredag opholdt sig i luften i syv timer, inden de kunne sætte sine fødder på kasakhisk jord.

Jeg tror, at jeg tog 10 minutter i skjul

Pierre-Emile Højbjerg

Her skal Kasper Hjulmands tropper søndag møde Kasakhstan i den anden kamp i EM-kvalifikationen.

Holdet landede i Astana lidt over midnat lokal tid efter en ganske uproblematisk rejse, fortæller landstræneren.

- Det er gået godt. Stor kredit til staben, der har planlagt det her. Det er jo ikke sådan, at spillerne går og tænker videnskabeligt på de her ting, men vi har gjort en masse småting for at finde døgnrytmen.

På forhånd havde Kasper Hjulmand og landsholdets stab forberedt sig på den lange rejse, så spillerne kunne få de bedst mulige betingelser for at håndtere både rejsetiden og tidsforskellen på fem timer.

- Vi havde taget nogle sæderækker ud af flyet og stillet massagebrikse op og lavet nogle spil. Vi sørgede for et ekstra måltid, så det store måltid også kom på flyet, siger Kasper Hjulmand.

Højbjerg sov i skjul

Et af de tiltag, som staben havde forberedt, var, at de danske spillere så vidt muligt skulle undgå at falde i søvn. Så vidt muligt.

- Jeg tror, at jeg tog ti minutter i skjul, hvor jeg lukkede øjnene - det kan jeg ikke lyve mig fra. Men det var også det. Jeg gør lidt det, som jeg synes, der fungerer for mig - og så har man fået nogle guidelines både fra holdet og eksperterne, siger Pierre-Emile Højbjerg.

Og han var ikke den eneste, der lukkede øjnene i korte perioder. Det fortæller Danmarks anfører, Simon Kjær.

- Nogle sov lidt på flyet, og nogle gjorde ikke. Jeg prøvede at holde mig vågen hele turen, så jeg kunne komme herned og egentlig få en nogenlunde nats søvn. Så da jeg vågnede til morgen, stod jeg også op med håbet om at kunne få en fuld søvn i nat.

Kasper Hjulmand forklarede inden afrejsen, at landsholdsstaben har været i kontakt med flere eksperter i et forsøg på at få den mest optimale søvn til spillerne.

Underholdningen bestod af kort og film

På en rejse, der varer på den gode side af syv timer, kan det være svært at underholde sig selv i en sådan grad, at man undgår at falde i søvn.

Så hvad lavede de danske landsholdsspillere?

- Jeg så egentlig bare film. Da jeg var ved at falde i søvn på et tidspunkt, rejste jeg mig op inde i flyveren, indtil jeg blev halvvågen igen. Så satte jeg mig ned og så film igen, siger Kjær.

Også Højbjerg formåede at holde sig fint beskæftiget - udover de 10 minutter, hvor han lukkede øjnene.

- Der blev spillet lidt kort og set lidt film, der blev spillet lidt kort igen, og så blev der bedt om lidt kaffe. Så turen gik.

Programmet giver Kasakhstan en fordel

Mens det danske landshold har måttet rejse efter torsdagens sejr over Finland i Parken, har Kasakhstan kunnet glæde sig over, at de har fået to hjemmekampe i træk.

Og det er ikke en uvæsentlig detalje, mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Jonas Hebo Goldmann.

- Det giver Kasakhstan en fordel, fordi de ikke selv har været på nogen rejse. De har to hjemmekampe, så det vil helt sikkert øge deres chancer for at få et resultat.

- Det virker som om, at de har lagt en god plan, og det bør ikke få den store betydning. Jeg er også sikker på, at landsholdet ikke vil komme til at bruge det som en undskyldning for noget som helst, siger Jonas Hebo Goldmann.

Og det er fuldstændig korrekt. Kasper Hjulmand er overbevist om, at landsholdet er klar til kamp, når klokken bliver 19.00 lokal tid søndag.

- Spillerne er vant til at flytte sig, præstere og have fokus på det lige foran dem.

- Nu har vi en hel dag til lige at justere på det og i morgen bliver en normal dag. Så tror jeg, at vi står godt, siger Kasper Hjulmand.

EM-kval. gr. H

EM-kval. gr. H
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1220041+36
2210154+13
321014403
4210123-13
5210121+13
6200204-40