Fodbold

Målmand gør grin med, at dette snart bliver forbudt

Den franske landsholdsmålmand Mike Maignan forstår ikke, hvorfor målmændenes muligheder skal begrænses ved straffespark.

Når kalenderen runder 1. juli, træder en række nye regler i kraft i fodboldverdenen.

En af de regler, som The International Football Association Board (IFAB) har valgt at opdatere, er reglen for, hvordan målmænd må opføre sig før et straffespark.

Her skal der nu være øget fokus på, at målmændene ikke forstyrrer sparkeren.

- Målmanden må ikke opføre sig på en måde, der på unfair vis distraherer sparkeren – for eksempel ved at forsinke sparket eller ved at røre stolperne, overliggeren eller nettet, skriver IFAB om den nye regel.

Tidligere har det eneste "krav" været, at målmanden skal stå på linjen med ansigtet i retningen af sparkeren, samt at stolperne, overliggeren og nettet ikke må berøres, inden der er sparket.

Stjerne gør grin med reglen

Den nye regel træder først i kraft i den nye sæson, men allerede nu er den blevet mødt af kritik.

I hvert fald har den franske landsholdsmålmand Mike Maignan været ude at gøre grin med reglen på sin Twitter-profil.

- Nye IFAB-regler for straffespark i 2026: Målmanden skal stå med ryggen til sparkeren. I tilfælde af, at bolden bliver reddet, er der indirekte frispark, skriver han ironisk til et opslag om de nye regler.

I fredagens EM-kvalifikationskamp mellem Frankrig og Holland var Mike Maignan selv i aktion på et straffespark.

Og her gjorde han da også sit for at distrahere den hollandske skytte Memphis Depay, inden han skulle sparke.

Da sparket endelig blev taget, brændte Depay.