Kjær forklarer, hvorfor han trak Højlund væk
Rasmus Højlund risikerede at lade sine frustrationer gå ud over et interview, og derfor valgte Simon Kjær at stoppe ham.
Helt efter planen var Rasmus Højlund på vej til at lade sig interviewe af TV 2.
Lige indtil han ikke var det længere.
Anfører Simon Kjær, der kort tid forinden selv havde sat ord på Danmarks kollaps mod Kasakhstan, stoppede angriberen på vejen.
Kjær har efterfølgende forklaret, hvorfor han ikke mente, at Højlund skulle svare for sig.
- Der er tidspunkter, hvor man skal gøre sådan nogle ting, og der er tidspunkter, hvor man ikke skal gøre sådan nogle ting.
- Han var rimelig hidsig. Det var bedst for Rasmus i den her situation, er jeg sikker på, siger Simon Kjær.
Danmark var i søndagens EM-kvalifikationskamp foran med 2-0 ved pausen, men efter 20 skrækkelige minutter endte det med et katastrofalt 2-3-nederlag i den kasakhiske hovedstad.
"Jeg har selv gjort det"
I minutterne efter kampen var frustrationerne voldsomme hos Rasmus Højlund, der også havde en ophedet diskussion med kampens dommer.
Og frustrationerne taget in mente, var det altså ikke nogen god idé at sætte ord på fiaskoen.
- Der er tidspunkter, hvor man kan lade følelserne løbe afsted. Jeg har også selv gjort det. Men man skal huske på, at vi er et hold. Vi taber, og vi vinder sammen, siger Simon Kjær.
- Når man gerne vil stå der i de sjove tider, må man også stå der i de svære tider, og denne gang, var det så nogle andre, der skulle det.
Men skal han ikke også mærke, hvordan det er at lade sig interviewe efter sådan en oplevelse?
- Jo, og hvis Rasmus har et ønske om at gå ud og snakke senere, når han lige har kølet af og har fået lov til at se tingene, og det ikke bare er følelser. Der er tidspunkter, hvor man er nødt til at skærme folk, og det mente jeg, at det var bedst at gøre her.
Accepterer Kjærs beslutning
Det var lige netop, hvad han gjorde. Rasmus Højlund kom ud til pressen, efter han havde været en tur i omklædningsrummet.
- Det var Simon, der lige mente, jeg skulle ned og køle af, og det var fair nok, sagde Rasmus Højlund, da han omsider fik lov til at sætte ord på kampen.
Angriberen scorede Danmarks to mål, men han var også på banen i de minutter, hvor det hele faldt fra hinanden.
- Det er et kollaps, og det var ikke så godt. Der gik selvfølgelig en masse frustrationer igennem hovedet, og det var der også i omklædningsrummet. Vi må lære af det.
Rasmus Højlund og resten af det danske landshold står nu med tre point efter de to første kampe.