Vores sårbare landshold

Engang blev landsholdsspillerne hyldet for at være sårbare.

Det er såmænd blot halvandet år siden, at de danske spillere lod paraderne falde efter at have oplevet deres kammerat, Christian Eriksen, falde livløs om i Parken. I mange år var de samme spillere blevet kritiseret for at være utilnærmelige og tilknappede. Maskinelle.

Men pludselig blev alting anderledes. Nu turde de tale om følelser. Om frygt og håb. Uden at blinke med øjnene, bortset fra når de var fyldt med tårer. Det var befriende. Det ramte også lige ned i tidsånden. At være sårbar er attråværdigt i vores tidsalder.

Andreas Christensens kanonkugle var symbolet på usårligheden

Men den sårbarhed, vi hyldede, var deres individuelle sårbarhed. Den sårbarhed, de viste os som de unge mænd, de nu engang er. Unge mænd med stjernestatus, rigdom og berømmelse. Men stadig unge mænd.

På banen, som kollektiv, var de heldigvis anderledes robuste. I de første to år med Kasper Hjulmand som landstræner viste landsholdet stor mental styrke. Javel, de var sjældent bagud, og reelt var holdet kun for alvor presset, da de stod med nul point efter de første to puljekampe ved EM-slutrunden 2021.

Så vandt de til gengæld også 4-1 over Rusland i overlegen stil. Med Andreas Christensens kanonkugle som symbolet på usårligheden. Den varede ved til og med sejren over Frankrig i Parken i september sidste år.

Danmark fandt fra hinanden

Nu synes alting at have forandret sig på mindre end et halvt år. Ved VM-slutrunden i Qatar stod landsholdet overfor præcis den samme udfordring som ved EM-slutrunden halvandet år forinden: De skulle vinde den sidste kamp for at gå videre.

Det lykkedes som bekendt ikke. Det blev 0-1 mod Australien efter en pinagtig affære, der blev værre og værre for hvert minut, der gik. Alle kiggede ned i jorden, som om, at de der ville finde en løsning. Der var ingen knyttede næver eller stærke signaler til medspillerne om, at nu står vi sammen. Gu’ gjorde vi ej. Vi faldt bare fra hinanden. Divided we fall.

Nej, gu’ var der ej straffespark. Og nej, Ashkat Tagysbergen rammer aldrig nogensinde igen bolden så godt

Med nederlaget mod ordinære Australien var sårbarheden blevet kollektiv. Det var blevet en virus, der ødelagde holdets sammenhængskraft. Nogle sagde, at spillerne var blevet for gamle. Andre mente, at holdet manglede lederfigurer. Atter andre, at holdet manglede vindermentalitet. Ingen af delene var nødvendigvis forkerte. I bagklogskabens rige har alle jo ret.

- Vi må aldrig levere en indsats som i anden halvleg mod Australien, som landstræneren slog fast.

Godt så. VM-slutrunden er for længst forbi. Tavlen er visket ren. Vi har vendt hver en sten. Nu kigger vi fremad. Og alt det der.

Se også

Ydmygende og naivt – dét siger landsholdet efter fiasko

Det danske landshold krakelerede

Klip til Kazakhstan. Til en opvarmet indendørs arena midt i den centralasiatiske tundra. Til en kamp, som Danmark kontrollerede og dominerede og førte 2-0. Lige indtil vores middelmådige modstandere overtog hele scenen og igen afslørede det danske landshold som uhyggelig sårbart.

Nej, gu’ var der ej straffespark. Og nej, Ashkat Tagysbergen rammer aldrig nogensinde igen bolden så godt, som da han kanonerede bolden ind til 2-2. Men ingen af delene har noget med pointen at gøre.

Den brutale pointe er nemlig, at det danske hold krakelerede. Igen viste sårbarheden sig som en brutal afmagt, der tyngede spillerne til jorden. Alle kiggede ned. Ingen kaldte til samling. Landstrænerens indskiftninger var effektløse. De gjorde sådan set bare ondt værre.

Hver mand for sig selv

Det værste var målet til 3-2, hvor den danske defensiv blev splittet for alle vinde. Mens fem danskere var beskæftiget med forgæves at blokere et indlæg, stod Nelsson, Stryger og Daramy mand mod mand inde foran mål. At Aymbetov headede bolden i mål, skal også lægges dem til last. Men organisation var der intet af. Det var hver mand for sig selv i en redningsbåd.

Kort inde i anden halvleg sad vi i kommentatorboksen og jokede med, at ”2-0 er den værste føring”, som salig Richard Møller Nielsen altid sagde. Det udsagn skal jo forstås rigtigt. For det er den farligste føring, hvis et hold ikke kan tåle modgang. Og det begynder jeg at tvivle på, om det danske landshold egentlig kan.

Det er i hvert fald tankevækkende, at vi nu står her igen, i den blot anden kamp siden sammenbruddet mod Australien. Nu er en ny bund nået. Dengang var det 0-1 mod en VM-deltager. I Astana blev det 2-3 mod verdensranglistens nummer 115. Hvor går vi hen herfra?

Jeg har ikke løsningen. Det er mere komplekst, end jeg kan afkode med 4000 anslag. Jeg håber bare, at det er en kortvarig krise. At vi får samlet vores kollektiv til de kommende kvalifikationskampe i juni. Men det er bare samme håb, som jeg sad med i flyet hjem fra Qatar. Den eneste forskel er, at jeg nu sidder i et fly hjem fra Astana.

Med en grim følelse af, at sårbarheden er blevet kronisk.