Island giver landstræner sparket
Arnar Vidarsson fik lidt mere end to år på posten.
De islandske fodboldherrer skal have ny træner.
Torsdag har det islandske fodboldforbund (KSI) således valgt at fyre landstræner Arnar Thor Vidarsson. Det oplyser forbundet på sin hjemmeside.
Fyringen sker fire dage efter Islands storsejr på 7-0 over miniputnationen Liechtenstein.
- Det er selvfølgelig en svær beslutning, men vi ser det som en nødvendig og korrekt handling for at forbedre landsholdet, siger Vanda Sigurgeirsdóttir, præsident for det islandske fodboldforbund, til forbundets hjemmeside.
- Arnar har ført landsholdet frem til mange fine resultater, som han fortjener ros for. Vi vil omgående begynde arbejdet med at finde Arnars efterfølger som led i vores forberedelser til de næste landskampe til sommer.
Skuffelser i VM-kval og Nations League
Vidarsson afløste den nyligt fyrede AaB-træner Erik Hamrén som islandsk landstræner i slutningen af 2020. Han formåede ikke at føre Island til VM i Qatar.
Desuden skuffede Island i Nations League, hvor holdet sluttede bag Israel og missede oprykning til det bedste lag (A).
I kvalifikationen til EM i Tyskland 2024 har islændingene fået en blandet start. Inden storsejren over Liechtenstein tabte de på udebane 0-3 til Bosnien-Hercegovina.
Dermed ligger Island på en fjerdeplads i kvalifikationens gruppe J. Gruppen toppes af Portugal foran Slovakiet og med Bosnien-Hercegovina på tredjepladsen.
I juni får Island besøg af både Slovakiet og Portugal. Begge kampe kan ses på TV 2 Play.
Se EM-kvalifikationsgrupperne her.