Fodbold

Vor tids største træner

Når fodboldfolk om 50 år kigger tilbage, vil Pep Guardiola stå i et særligt skær. Som den mest innovative træner af dem alle.

Denne kommentar er genudgivet i anledning af Manchester Citys Champions League-finale mod Inter lørdag aften.

Jeg er en stor beundrer af Pep Guardiola. Jeg mener, at den 52-årige catalaner er vor tids største fodboldtræner.

Jeg var så privilegeret at beskæftige mig intensivt med spansk fodbold, da FC Barcelona i 2008 forfremmede deres reserveholdstræner Josep 'Pep' Guardiola til cheftræner.

Førsteholdet lå dengang i ruiner. Halvandet år senere havde FC Barcelona vundet alt, hvad der var værd at vinde. Og det er ikke engang en talemåde.

Han er den største fodboldtræner i min levetid

Morten Bruun om Pep Guardiola

I Guardiolas første tid i klubben vandt FC Barcelona den spanske liga, den spanske pokalturnering, den spanske Super Copa, Champions League, den europæiske Super Cup og VM for klubhold. Alt. De spillede tilmed fortryllende fodbold.

Jeg har aldrig set et klubhold spille bedre end FC Barcelona, da José Mourinhos Real Madrid indkasserede en ydmygende manita på Camp Nou i november 2010.

Det skulle da lige være, da FC Barcelona udspillede Manchester United i Champions League-finalen et halvt år senere. Selv Sir Alex var rystet.

Nyt hold, ny succes

Efter tre mesterskaber på fire sæsoner i FC Barcelona tog Guardiola et sabbatår, inden han fortsatte trænerkarrieren i Bayern München. Tre mesterskaber på tre år. Plus det løse.

Videre til Manchester City. Fem mesterskaber på syv år. Bundlinje pr. dags dato: 11 mesterskaber på 15 sæsoner i tre af verdens stærkeste ligaer.

Nå, men det er jo kun tal. Trænere som Sir Alex Ferguson, José Mourinho, Carlo Ancelotti, Jürgen Klopp og Didier Deschamps har også hver sit imponerende CV. Som trænere er de bare ikke så innovative som Pep.

De er ikke lige så store tænkere og har ikke udøvet den samme indflydelse på, hvordan fodbold bliver spillet i vor tid. Selv om de også har stået i spidsen for store hold og rådet over nogle af verdens bedste fodboldspillere.

Det er i sin tilgang til selve spillet, at Guardiola hæver sig over alle de øvrige. I sin kompromisløse insisteren på, at selv de bedste fodboldhold i verden kan blive bedre.

Han vil dominere de andre. Udspille de andre. Vinde større

Morten Bruun om Pep Guardiola

Den side af sin trænergerning har han forfinet i München og Manchester, for hvor han i FC Barcelona i store træk 'bare' kopierede Johan Cruyffs klubreligiøse 4-3-3, er han siden hen blevet langt mere eksperimenterende.

Guardiola var den første, der begyndte at lægge backs ind på den centrale midtbane i opspillet, og i øjeblikket arbejder hans City-hold med at lægge en centerback op i næste kæde for at skabe overtal og dermed (endnu) større dominans. Guardiola er som en skakspiller.

De mange forbehold

Når jeg snakker med danske toptrænere, fortæller de samstemmende, at de ofte ser Manchester Citys kampe. Fordi her er inspiration at hente. De skal se, hvad Pep finder på. Det er også min klare fornemmelse, at alverdens topspillere brændende ønsker sig at spille for Guardiolas hold.

Fordi de ved, at de spillere, der følger Guardiola, bliver bedre. Den slags betyder mere, end mange tror. Penge er ikke alt.

Godt så. Jeg ved, mange sidder derude med munden fuld af forbehold. Lad mig imødegå dem fra en ende af:

  • Indvending nr. 1: Guardiola har ikke vundet Champions League siden 2011. Til trods for, at han har trænet to af de bedste hold i verden. Den pointe køber jeg. Han burde have vundet verdens største turnering med hold som Bayern München og Manchester City. Ofte har Guardiolas hold peaket på de forkerte tidspunkter af sæsonen. Men reelt er det vel sværere at vinde Premier League end Champions League. Premier League er hårdere og mere kompetitiv.
  • Indvending nr. 2: Guardiola er træner for et hold med stenrige, arabiske ejere. Det kan vi ikke lide. Nej, i hvert fald ikke, hvis de snyder på vægten, og det er der desværre en del, der tyder på, at Manchester City har gjort. Har Pep været involveret? Det ved vi ikke noget om. Han sidder jo ikke i klubbens øverste ledelse. Han træner blot førsteholdet og får dem til at spille fodbold som små engle. Jeg bedømmer ham på hans faglighed. Ikke hans moral. Fordi en stor kunstner slår sin mand, er hun vel stadig en stor kunstner?
  • Indvending nr. 3: Guardiola træner kun de bedste hold i verden. Han ville ikke være i stand til at træne Burnley eller Osasuna. Se, det ved vi nemlig heller ikke noget om. Der er ingen evidens for, at Guardiola ikke også ville kunne få det maksimale ud af et dårligere materiale. Det er i bund og grund et mærkeligt synspunkt, for betyder det så, at vi helt principielt ikke kan anerkende det arbejde, trænerne for de rigeste klubber udfører?

Min pointe i denne sammenhæng skal være, at Guardiola som ingen anden toptræner vedkender sig at være træner i en klub, der stiller et udvalg af verdens stærkeste spillere til sin træners rådighed.

Adel forpligter, som man siger. På netop det område skiller Guardiola sig ud. Fordi han ikke stiller sig tilfreds med 'bare' at vinde kampe og vinde titler. Han vil dominere de andre. Udspille de andre. Vinde større. Senest demonstreret i sidste uge, da Bayern München blev klasket op af væggen i den silende regn på Etihad Stadium.

Jeg glemmer heller aldrig, hvor lykkelig Guardiola var for det mål, som Gabriel Jesus scorede i sidste sekund på sidste spilledag i sæsonen 2017/18. Det betød nemlig, at City som det første hold i Premier Leagues historie nåede op på 100 point. Mesterskabet var vundet for længst. Men nu blev hans hold historisk.

Det er Guardiola også for længst blevet. Han er den største fodboldtræner i min levetid.