Den kamp bliver jeg nødt til at opleve, før jeg dør
I løbet af en måned har jeg oplevet både Betis og Sevilla FC i aktion hjemme. Din næste fodboldtur bør gå til Sevilla – et hotspot for fodboldpassion.
Det har været et udsøgt privilegium at opleve Sevillas fodboldscene her i foråret. Som udsendt kommentator har jeg haft fornøjelsen af at se fodbold på de to stadioner, der tilhører de lokale klubber, Real Betis Balompié og Sevilla Fútbol Club. Først på Estadio Benito Villamarín 16. marts. Dernæst på Estadio Ramón Sánchez Pizjuán 20. april. Begge gange mod Manchester United i Europa League.
På baggrund af mine to stadionoplevelser i den sydspanske by tør jeg godt udnævne Sevillas fodboldscene til den bedste i Europa lige nu. I hvert fald når man tager byens beskedne størrelse i betragtning. Der bor mindre end en million mennesker i Sevilla, og alligevel har byen plads til to fodboldklubber, der følges med en passion uden lige af fangrupperne, der kendes som 'Sevillistas' og 'Béticos'.
Den kamp bliver jeg nødt til at opleve, før jeg dør
Sevilla FC er den største og mest succesfulde af de to klubber. Den har navnlig markeret sig på den internationale scene med hele seks triumfer i UEFA Cuppen/Europa League siden 2006. Betis har i samme tidsrum kun registreret en enkelt sejr i den spanske pokalturnering.
To helt særlige slogans
Begge klubber har vundet et spansk mesterskab, som ingen kan huske. Der er altså tale om klubber i laget under Real Madrid, FC Barcelona og Atlético de Madrid. To klubber, der lever en tilværelse på trods i det Andalusien, som mange i Spanien har en tendens til at se ned på. Det afspejles på smukkeste vis i deres respektive slogans. Ja, slogans, skriver jeg, men det er meget mere end det. Det er en snarere en livsfilosofi. En måde at anskue livet på.
MANQUE PIERDA. Sådan siger de i Betis.
NUNCA SE RINDE. Sådan siger de i Sevilla FC.
Manque pierda betyder noget i retning af "selv om vi taber", forstået således, at 'Los Béticos' altid bakker op, også når tingene bliver svære. Og det gør de med mellemrum for Real Betis. Klubben måtte ned i Segunda División i 2014 og har også været tæt på den økonomiske afgrund. Til gengæld er glæden så meget større, når de grøn/hvide så endelig vinder noget.
Klubbens sejr i Copa del Rey i maj 2022 blev fejret som et verdensmesterskab. Ikke et øje var tørt, da klubbens talisman, den 41-årige Joaquín, løftede pokalen efter straffesparkskonkurrencen mod Valencia. Finalen fandt i øvrigt sted på det tredje store stadion i Sevilla, kaldet la Cartuja. Her spiller intet klubhold. Men det benyttes ind imellem til store finaler og landskampe. Det er i mangt og meget de to andre stadioners modsætning. Åbent, afsides og atmosfæreforladt.
Nunca se rinde betyder "vi overgiver os aldrig", og dermed spiller Sevilla FC på den samme underdog-mentalitet som de 'fattige' naboer fra Betis. Der eksisterer den samme myte omkring de to Sevilla-klubber som man ofte ser med klubber fra samme by; at den ene er arbejdernes, mens den anden er borgerskabets. I Sevilla er Real Betis historisk set arbejdernes klub. Estadio Benito Villamarín ligger også længere fra bymidten end Pizjuán, i forstaden Heliópolis. Jeg vil dog tilføje, at den slags klassetilhørsforhold ikke længere har samme betydning som før. Det betyder i hvert fald på ingen måde, at Sevilla FC's tilhængerskare må opfattes som et overklassepublikum.
Tøjdyrsregn og mindestund
Udgangspunktet for de to klubbers møder med Manchester United var forskellige. Real Betis havde tabt 4-1 i den første kamp og lignede aldrig et hold, der kunne komme tilbage. Det betød ikke, at 'El himno' inden kampen ikke blev afsunget med den sædvanlige patos, for det blev den. Det betød bare, at stemningen fladede ud. Benito Villamarín er i øvrigt også hjemsted for den mest vidunderlige stadiongestus, idet klubbens fans hvert år ved juletid medbringer tøjdyr, som de kaster ind på banen og som efterfølgende bliver foræret til udsatte børn. Den dag regner det bogstavelig talt med empati.
Da Manchester United en måned senere kom til Sevilla for at møde Sevilla FC, var der til gengæld tændt helt op for forhåbningerne. Den første kamp endte 2-2, så det hele var i spil. Stadion kogte inden kampen, og det blev bare vildere og vildere efterhånden som det besjælede Sevilla-mandskab maltrakterede sin berømte modstander.
Stemningen nåede sit helt særlige crescendo i det 16. minut, da stadion som liturgien tilsiger det, brød ud i klapsalver til mindet om Antonio Puerta. Den blot 22-årige Sevilla-spiller der faldt om på banen under en ligakamp mod Getafe og døde dagen efter. Han spillede med rygnummer 16. De følelsesladede ovationer giver mig altid et særligt sug i maven, for jeg var på stadion den skæbnesvangre dag i 2007. På bagsiden af stadion finder du et gigantisk portræt af Antonio Puerta, naturligvis ved puerta 16. Puerta betyder indgang på spansk.
Som man forhåbentlig forstår det, er tilhængerne fra både Sevilla FC og Real Betis helt specielle på deres egen, hjertevarme facon. De er varmblodede, det skal guderne vide, og det kan gå hedt for sig, når de tørner sammen i El Gran Derbi.
Den kamp bliver jeg nødt til at opleve, før jeg dør.