Granulat i kunstgræs forbydes – over 400 danske baner rammes
EU-landene er enige om et forbud af gummigranulater i kunstgræsbaner. To er i brug i Superligaen.
EU-Kommissionen har fået opbakning fra EU-landene til et forbud mod brugen af gummigranulat i kunstgræsbaner.
Det vil blandt andet berøre de danske Superliga-klubber som Silkeborg IF og FC Nordsjælland, der spiller på kunstgræsbaner på deres stadion, ligesom at alle andre Superliga-klubber også bruger kunstgræsbaner til at træne på i vinterperioden.
Men først og fremmest vil forbuddet ramme de mange danske breddeklubber, hvor kunstgræsbanerne er essentielle. I dag er der over 400 kunstgræsbaner i Danmark. Et tal, der er steget eksplosivt siden årtusindeskiftet, hvor der blot var 4.
Gummigranulatet kommer ofte fra ophuggede bildæk, og det er med til gøre det muligt at bruge banerne hele året. Problemet er, at de små plastikpartikler med tiden forsvinder fra banerne og ender som forurening. Derfor har miljøorganisationer presset på for hurtigt at få et forbud.
Lang indfasningsperiode
Lone Mikkelsen, der er seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling, mener, at forbuddet både vil komme spillernes sundhed og miljøet til gavn.
- Dette forbud vil betyde, at spillere, både børn og voksne, i fremtiden ikke skal udsættes for de skadelige kemikalier fra mikroplasten. Gamle findelte bildæk er blevet brugt i flæng som fyldmateriale på kunstgræsbaner, men det sætter EU nu en stopper for, siger Lone Mikkelsen.
De danske klubber kan dog benytte deres kunstgræsbaner under de nuværende konditioner i nogle år endnu.
Danmark har nemlig i den sidste fase presset på for at forlænge indfasningsperioden i EU-forslaget. Det lykkedes, så indfasningen blev forlænget fra seks år til otte år.