Forhandlinger mellem Brøndbys fans og ejere er brudt sammen
Brøndbys fanafdeling vil have en bindende aftale. Det vil klubbens ejere ikke være på med til.
Det giver ikke mening at fortsætte dialogen.
Sådan lyder det fra Brøndbys fanafdeling, efter at de har været i forhandlinger med majoritetsejerne i Brøndby IF, GFH, og folk fra klubben.
- Vi må desværre meddele, at forhandlingerne om en ”værdiaftale” mellem fanafdelingen, majoritetsejerne og Brøndby IF er afbrudt, skriver fanafdelingen på sin hjemmeside.
- Forhandlingerne er helt konkret afbrudt, fordi GFH meget sent i processen har ændret markant ved hele præmissen for vores møder og forhandlinger; de har informeret os om, at de slet ikke ønsker en reel bindende aftale.
- GFH har stillet det som et ultimativt krav, at alt det indhold, som er blevet debatteret og forhandlet de sidste mange måneder, udelukkende bliver lagt ud som et såkaldt Statement of Mutual Understanding and Cooperation. Det vil sige, at det blot vil være en erklæring og altså ikke en bindende aftale mellem minimum to parter. Det er en så radikalt ændret præmis, at det er uacceptabelt for os.
Har fremsat flere krav
Fanafdelingen skriver videre, at det hele dog ikke slutter her.
- Vi er selvsagt parat til at komme tilbage til forhandlingsbordet, hvis der igen – som det har været grundlaget og forudsætningen hele tiden – er tale om en reel bindende aftale mellem minimum to parter. Det vil være det bedste for klubben og fans, hvis vi kan indgå en gensidig forpligtende aftale.
Der har været stor utilfredshed blandt klubbens mest inkarnerede fans med salget af aktiemajoritet til amerikanske ejere, og det har blandt andet ført til et stemningsboykot.
Inden og efter kampene har der ligeledes været protester mod de nye ejere.
Fansene har blandt andet fremsat fem krav. De handler blandt andet om, at Brøndbys indentitet skal bevares, frivilligt arbejde skal ikke udnyttes, egne intereser skal være øverst, den langsigtede overlevelse er det vigtigste, og at Brøndby ikke skal medvirke til yderligere kommercialisering.
Amerikanske Global Football Holdings købte aktiemajoriteten i Brøndby IF i oktober 2022.