Et Napoli klædt i blåt er klar til at tage hævn

Disse dage i Napoli er ganske særlige.

Forventningerne til et brag af en gadefest i anledning af det forestående mesterskab, scudettoen, er helt oppe at røre stjernerne.

Mesterskabet betyder status og berømmelse. Det betyder hævn over Norditalien

Eva Ravnbøl

Napoli er langt foran de andre hold i Serie A og har været det en stor del af sæsonen, men de mangler den matematiske sikkerhed for, at ingen kan indhente dem, inden det heler slutter 4. juni. Efter alt at dømme vil det ske i morgen. Napoli skal slå Salernitana og Lazio skal et par timer tidligere på dagen ikke vinde over Inter.

Kampen er rykket et døgn på grund af sikkerhedshensyn. Der skal spærres af for trafik i store dele af centrum, der skal oprettes felthospitaler, der skal indhentes frivillige til mange opgaver, og der skal sørges for ekstra personale til metro og funicolare-banerne, der undtagelsesvis kommer til at køre hele natten.

Jeg har i disse dage hernede i byen talt med flere taxachauffører, der ikke tør at arbejde onsdag, fordi de er bange for, at deres biler bliver ødelagt. Det er ikke usandsynligt, at der vil blive danset på parkerede køretøjer, måske endda på dem, der er i bevægelse. Men i modsætning til de forrige mesterskabsfester i 1987 og i 1990 bliver det begrænset, hvor man kan køre i scooter-optog, såkaldte caroselli, som er italienernes foretrukne fejringsmodel. Vi får at se.

Se også

Man bliver fascineret af fodboldens galskab

Byen er i ventepostition, og der bliver pyntet mere og mere op, som timerne går. Hvert kvarter har haft en ansvarlig for indkøb af festudstyr. Vedkommende har indsamlet penge fra frivillige donorer i bydelene og organiseret opsætning af blå plasticbånd på tværs af gaderne og fra balkon til balkon.

Der er også blå bånd rundt om træer og lygtepæle og selvfølgelig fodboldtrøjer på snore som guirlander plus plakater, vægmalerier, figurer og halstørklæder. Napoli er altid frizzante, det vil sige sprudlende, men lige i disse dage er niveauet af LØJER og larm taget til nye højder.

Rom ligger kun en time fra Napoli, hvis man hopper op et af de “røde lyn”, højhastighedstogene, der forbinder de største byer i Italien.

Fra mit hjem til Stazione Centrale tager det i alt omkring halvanden time, så jeg behøver ikke mange gode grunde eller lange overvejelser for at snuppe en dag eller to i denne på mange måder vilde, vovede og vanvittige by, som er hovedstad i Syditalien. “Et paradis beboet af djævle”, bliver Napoli kaldt. Et paradis, fordi beliggenheden ved havet med vulkanen Vesuv i baggrunden er en fryd for øjet, mængden af storslået kunst, arkitektur og kultur er overvældende, og derudover er det et madmekka, der tiltrækker folk fra hele verden.

Og hvad så med djævlene? Det er, som man ser dem, napolitanerne. På godt og ondt. Der er ingen tvivl om, at de i resten af ltalien betragtes som en flok anarkister, der sætter en ære i at bryde love og regler. Men de bliver samtidig også beundret for deres ukuelighed, deres opfindsomhed, deres evne til at lave gøgl og sjov ud af alt, deres kreativitet, deres musikalitet, deres charme, deres åbenhed og imødekommenhed og deres til tider geniale provokationer.

Status og berømmelse

Men når man ser bort fra alt det, er det også en fattig by med meget kriminalitet. Der er en hel mafia, der opererer her, der hedder Camorraen. Det siges endog, at Napoli er centrum for en meget stor del af Europas narkohandel. Så problemer er der nok af, men de gribes anderledes an end de fleste andre steder i verden.

Dette mesterskab, som byen er klædt på til at fejre, betyder langt mere end en sportssejr. Den betyder status og berømmelse, den betyder hævn over Norditalien og den betyder alt i forhold til napolitanernes selvforståelse.

De har umiddelbart mange mindreværdskomplekser, fordi de tilhører en fattigere del af landet, og fordi de – med deres egne ord – er "blevet behandlet som skidt”, men de er samtidig meget stolte af deres åbenlyse kvaliteter og deres bys skønhed. De har sol og hav, lækker mad, verdensberømte pizzabagere, varme hjerter, de har respekt for de ældre, de udviser solidaritet med de fattige og de skrøbelige og de er meget gæstfri.

At de så også har ry for at være småkriminelle og lovovertrædere, synes at prelle lidt af på dem, jeg taler med, men “krigen” mellem nord og syd lader ikke til at være stilnet af. Tværtimod viser dette fordboldmesterskab, hvor meget der stadig er på spil, og hvor dybt det stikker, hvem der kan håne hvem, og hvem der sidder på tronen.

Søndag ventes det, at der bliver sendt rød, grøn og hvid røg op af vulkanen Vesuvio for at markere Italiens tricolore-flag, og dermed vise, hvem der er herskere her i landet. På byens store avis Il Mattino er de klar med kameraer fra deres tag på 35. etage med udsigt ud over Vesuv.

Miljøforkæmpere advarer mod skader på flora og fauna, men de fornuftiges stemmer er der ingen, der lytter til lige nu, hvor alt handler om uhæmmet begejstring og om at fyre den af efter alle kunstens regler.