Man bliver fascineret af fodboldens galskab
TV 2 Sports fodboldkommentator Flemming Toft skriver om sit særlige forhold til Napoli.
Alle spillere var ankommet til den sidste træning på Stadio San Paolo dagen før kampen. De var omklædte. Der var dog en undtagelse – den største af dem alle, den guddommelige, den ikoniske var der ikke. Som en slags selvfølge.
En halv time senere kom seks biler med 'polizia' klistret på siden for fuld udrykning, vi snakker blå blink og høj fart. Bilerne - Alfa Romeo’er - i mistænkelig SSC Napoli-farve, lidt mere blå end lyseblå, men dog med den hvide delfarve.
Midt i sikkerhedskortegen en sort, pæn voluminøs bil med tonede ruder og retning meget direkte mod den hermetisk lukkede port indtil stadionområdet. 120 skrivende, talende og fotograferende mediefolk drejede hovederne i fartretningen, men opdagede ikke noget, de ikke vidste. For det var Diego Armanda Maradona, der kom til træning.
Sådan foregik det hver dag i årene fra han kom fra FC Barcelona, skaffede det første mesterskab til Napoli i 1987, året før VM til Argentina og igen Scudettoen i 1990 og bare var “verdens bedste” og mest hypede. Han havde fødder og personality af guld og derfor eftertragtet ud over det sædvanlige. Alle var efter ham – medier, fans, mødre og døtre – og Camorraen, Napoli’s og Europa’s mest berygtede forbryder-imperium.
Jeg blev "besat"
Men det var den fuldbyrdede fascination af Maradona - og Napoli - der hev mig indenfor i fanskaren. Jeg havde et rodløst forhold til italiensk fodbold. Først var det Juventus, fordi jeg blev besat af historiefortællingen om danskerne i denne klub, og fordi jeg i forbindelse med en dokumentar på Nordisk Film fik lov at besøge de hellige haller, da de holdt til på Stadio Communale i Torino. Her sad de gamle koryfæer med legendariske Boniperti (tidligere spiller og præsident) storrygende og spillede kort i kælderen, mens de kommenterede nutidens fodbold.
Så blev det AC Milan, da TV 2 sendte ugentligt fra Serie A, og hvor Frank Arnesen sørgede for et nært forhold til hollænderne Frank Rijkard, Ruud Gullit og Marco van Basten, som vi kom tæt på før, under og efter træning på Milanello.
Jeg overvejede senere AS Roma inspireret af byen Rom, deres fortrinlige restaurantliv og de mørkrøde-orange trøjefarver. Fodboldmæssigt useriøst. Jeg havde også Hellas Verona inde over efter oplevelsen med Elkjær og mesterskabet, mens der lød Verdi fra arenaen.
Men det blev SSC Napoli med den specielle farverige og larmende folklore, den ultrakorte afstand mellem fattig og fattig, og den fælles passion for byen og fodbolden. Og så selvfølgelig Diego Maradona.
Det gav et særligt gys i både den almindelige og den professionelle (medie)krop, når han - fodboldens konge - inviterede TV 2 indenfor den lukkede dør på Stadio San Paolo, stærkt på grund af Preben Elkjær, som Maradona var vild med. Vi kom ind, fik hans ord, oplevede ham og SSC Napoli på tætteste hold, blev en slags dus med vildskaben – og “besat”.
Ingen andre nåede andet end den lukkede dør. Så vi måtte smugle TV-optagelserne (på bånd, dengang) ud, køre i taxa til lufthavnen og sende hjem i privatfly. Italienske TV-stationer tilbød ellers at ville sende det hjem via satellit, men vi vidste, at de ville “stjæle” indholdet og selv sende det – og det var ikke aftalen med verdens mest eftertragtede.
De vilde oplevelser hører med
Jeg faldt pladask for Napoli med og uden fodbold. Fordi det hele er så umiddelbart og nærværende. De har et liv på gaden og i gården. Nøjagtig som deres vasketøj. Klemmer i muren og i muren overfor – og så bare ud med klunset på tørresnoren. De snakker på hvert et gadehjørne om alt og fodbold. De lever, selvom livet ikke altid er til at leve. Men de overlever.
Og kan det ikke ske i hjemlige omgivelser, så tager de fart, napolitanerne. Jeg oplevede på en togtur fra netop Napoli mod Rom, at udover billetkontrollen, kom en mand og hans hjælper slæbende med to geder og fire høns gennem kupeen – de skulle nordpå og sælge, hvad de havde. Fortællingen om nord og syd. Fortællingen med italienske ord om forskellen på smør og olie. De smører tykkest på i det nordlige.
Serie A-vindere gennem tiden gennemsyrer nordlig dominans – SSC Napoli nu tre gange og så ellers kun Cagliari (1970) fra Sardinien. Det er hvad “syd for Rom” kan byde ind med i statistikken.
Begejstringen for hvad der har med Napoli at gøre har selvfølgelig restriktioner, når det handler om det kriminelle og den vold, der også er. Den er i visse områder så normal som en pizzaslide … Jeg mærkede den, da vi med Frank Arnesen, en fotograf, jeg og TV 2-kameraer skulle hurtigt væk fra Centro efter en optagelse. Et godt råd fra en ældre lokal persona, der havde overhørt nogle unge drenges interesse for vores udstyr.
Vi kom væk, troede vi. Indtil vi blev hentet af en scooter for og bag. Fronten tog sig af distraktionen, bagporten tog sig af en stor sten gennem ruden og forsøg på at flå udstyret ud af bilen. Vi kom hjem med alt - undtagen bagruden - og blev lettere chokerede enige om, at det også var Napoli.
De har fortjent mesterskabet i Napoli. Også på grund af fodbolden, en flot sæson. Det er 33 år siden sidst. De har virkelig været på tur i himmel og helvede. Det her er galskabens og lidenskabens sejr.