Napoli eksploderer i en gigantisk lykkerus

Byen var klar til det, nu er den langt om længe eksploderet!

Låget er gået af trykkogeren. Napoli er gået amok.

I søndags var alle klar og byen spærret af, men nabobyen Salernos hold spændte midlertidigt ben for guldfesten.

Alle er fuldstændig overbeviste om, at Maradona både har sørget for, at Argentina vandt VM sidste år, og at Napoli fik sin længe ventede Scudetto

Men “det trækker bare nydelsen ud”, som holdets træner Spalletti sagde umiddelbart efter kampen på Maradona-stadionet.

Nedtællingen til dette magiske og næsten guddommelige øjeblik var først år, så måneder, så uger, så dage, så timer og til sidst minutter. Napolitanerne har drømt om deres tredje mesterskab i hele 33 år. Den berømte Scudetto er nu deres igen, og jublen vil ingen ende tage.

Napoli har været tæt på flere gange, men er flere gange endt som nummer to. Denne gang lykkedes det med et nyt hold af spillere, en verdensklassetræner (som nu er helten over dem alle) og en gejst og en organisation, som omsider præmierer den fodboldgale by, der lige nu er i ekstase.

Napolitanerne er meget overtroiske, og det er normalt forbudt at fejre noget, før man er stensikker på, at der er noget at fejre. Men denne gang er selv overtroen blevet glemt i fansenes iver efter at forberede den festeksplosion, der har været planlagt i ugevis. I hjerterne har den været planlagt i årevis, eller i hvert fald i månedsvis, men først hen på foråret og i særdeleshed, da Napoli slog Juventus i overtiden den 23. april, blev alle flagene, dekorationerne, plakaterne, papfigurerne og bannerne hevet frem i tusindvis.

Overalt i byen ses idolerne Osimhen, Kvaratskhelia, Simeone og deres holdkammerater. På vægmalerier, på fodboldtrøjer, på billeder, som julekrybbefigurer og som gadepynt i enhver afskygning.

Den største overstråler stadig alle

Men kongen over dem alle, som desværre døde i efteråret 2020, Diego Armando Maradona, er stadig den, der overståler alt og alle. Han sidder nu i himmelen, men ingen napolitaner er det mindste i tvivl om hans rolle i denne Scudetto. Alle er fuldstændig overbeviste om, at han både har sørget for, at Argentina vandt VM sidste år, og at Napoli fik sin længe ventede Scudetto. Maradona var argentiner, men han var også napolitaner.

Byen vil aldrig nogensinde glemme ham for den indsats, han gjorde for at rejse Napoli og gøre alle byens indbyggere stolte og betydningsfulde. Faktisk bar han hele Syditaliens ære og værdighed på sine skuldre i de år, han triumferede sammen med sit hold, der førte til to mesterskaber i 1987 og i 1990.

Dagene efter Diego Maradonas død i Napoli vil stå lysende klart i min erindring i al evighed. Jeg styrtede derned efter at have fået den sørgelige nyhed fra Buenos Aires.

Folk var utrøstelige og næsten i chok, selvom Maradonas helbred var noget skrøbeligt. Det blev endnu tydeligere, at kærlighedshistorien mellem ham og byen aldrig ophører, selvom han ikke længere er på jorden. Med hans død fulgte megen spontan sorg og smerte, mange tårer, mange fælles minder. Selvom det skete 30 år efter, at han spillede for byens fodboldklub, var det slet ikke til at mærke, at der var gået så mange år.

Alle, jeg mødte i byen, havde stor lyst til at dele ud af deres følelser. Ciro, Angelo, Nino, Giuseppe og mange andre. Også små børn, der var flasket op med Maradona-amore:

• “Det er, som om en i familien er død.”
• “Jeg begyndte at græde sammen med resten af Napoli, da jeg hørte det.”
• “Han var et geni, han var guddommelig, han havde et hjerte af guld.”
• “Da han var i Napoli, var det en fest, der aldrig stoppede.”
• “Han gjorde os stolte, og han fik os til at gå ranke rundt.”
• “Vesuv, San Gennaro (byen skytshelgen, red.) og Maradona, Napolis tre symboler."

Mindede det guddommelige idol

Trods udgangsforbud og meget stramme coronarestriktioner i efteråret 2020 strømmede folk ud af deres lejligheder og ned på gaden, hvor de græd og sørgede og mindedes deres store, næsten guddommelige idol, Diego Armando Maradona. Og det blev ved og ved og ved.

Oppe i Milano og Torino blev der tjent penge og vundet fodboldkampe, og de fleste anså folk sydpå som nogle korrupte, dovne, fattige småforbrydere og mafiosi

Napolitanerne er i manges øjne en flok både skøre, lidenskabelige, snedige, opfindsomme, provokerende, ulydige og kreative anarkister. De er vilde, de kører ofte tre-fire på én scooter og næsten altid uden hjelm.

Støjniveauet i byen er højere end alle andre steder. Det lykkedes dem at larme selv under den hårde coronanedlukning, da de flokkedes om den gigantiske Maradona-'murale' i de spanske kvarterer i centrum. Under dette legendariske vægmaleri var der indrettet et mindealter med blomster, børnetegninger, fotografier, kranse, fodboldtrøjer, stearinlys, flag og tørklæder.

Det vrimlede med mennesker, der alle havde svært ved at skjule deres sorg. De fandt tydeligvis en smule lettelse ved at være sammen om smerten, og alle ville gerne fortælle om deres forhold til den argentinske 'frelser', der for evigt har forandret deres by. Takket være store fodboldtriumfer, og takket være hans generøsitet og hans kærlighed til sine fans, gik Napoli fra at være en nedslidt by uden betydning til at overstråle alle andre.

Napolitanerne er nemlig altid blevet set skævt til og diskrimineret af norditalienerne. De har følt sig trådt på og er blevet hånet i årevis. Oppe i Milano og Torino blev der tjent penge og vundet fodboldkampe, og de fleste anså folk sydpå som nogle korrupte, dovne, fattige småforbrydere og mafiosi.

Synger hadesange om Napoli

I 70’erne og 80’erne var napolitanerne oven i dette ofre for både en skrækkelig koleraepidemi og et frygteligt jordskælv, der dræbte tusinder og gjorde endnu flere hjemløse.

Derfor sang (og synger) norditalienske tifosi hadefulde sange som:

- Tag benene på nakken, nu kommer de beskidte napolitanere. De er kolerabefængte og er hærget af jordskælv. Gid vulkanen Vesuvs lava måtte vaske dem rene.

Angelo Pompameo, som arbejder for et lokalt sportsmedie, fortalte mig i forbindelse med dødsfaldet: "Vi var trætte af at være Italiens skraldespand, vi var trætte af alle fordommene mod os. Maradona fik os til at tro på os selv og til at sige, vi er her også!"

Diego Armando Maradona kom til byen få år efter disse hændelser, og han var som et mirakel sendt fra himlen. En af verdens dengang bedste fodboldspillere, som kom fra slummen i Buenos Aires og landede i plagede Napoli, som i den grad trængte til noget at juble over og til at genfinde håbet.

Maradona sørgede for at vinde det italienske mesterskab for Napoli og dermed løfte taberbyen op i himmelen og gøre alle til vindere. Han tryllede et folk med mindreværdskomplekser og bøjede nakker om til selvtilfredse og stolte syditalienere med tro på sig selv. Han var en gadedreng, der fik stjernestatus, og det var lige præcis det, alle hans fans kunne identificere sig med. Han fik små til at føle sig store, fattige til at føle sig rige og dårlige spillere til at føle sig som verdensmestre.

Husker Maradona for det gode

Derfor er sorgen og taknemmeligheden og gudedyrkelsen i Napoli noget, der ikke kan overfortolkes eller overdrives. De husker kun Maradona for det gode, han gav dem. De 'mørke sider' som stofmisbrug, skattesnyd, mafiarelationer og så videre vil de nødigt tale om. Når man spørger, er svaret altid det samme:

Det hørte privatlivet til. Det kom ikke os ved. Han gav os alt, hvad vi kunne drømme om.

Se også

Vi lå i bunden af bussen, da der kom sten gennem ruden, husker Elkjær

Det, at han både var et geni og en virtuos og samtidig en ukontrolleret synder, gav ham en menneskelig dimension, der gjorde og stadig gør ham så uendeligt fascinerende.

Napolis bystyre sørgede i løbet af få uger for at omdøbe byens store stadion 'SAN PAOLO' til 'DIEGO ARMANDO MARADONA'.

Og lige netop her kunne de jublende tifosi opnå at få opfyldt deres største drøm. Il terzo scudetti, det tredje mesterskab til byen. Som Giuseppe på 27 år sagde til mig forleden:

- Jeg er klar til at lade mig dræbe for Napoli, mit hold betyder alt for mig. Jeg hentede sammen med 10.000 andre spillerne klokken to om natten efter sejren mod Juventus i sidste uge, og mine venner og jeg kørte bag bussen og skrålede heppesange og råbte "forza"!

- Jeg var ikke født, sidste gang vi vandt. Så jeg oplever det for første gang. Jeg ved, at dette øjeblik vil blive mejslet ind i min hukommelse og i mit hjerte til min dødsdag.