AGF har Superligaens bedste hold

Glem alt om hvem der spiller den smukkeste fodbold. Glem alt om hvem der er de mest spektakulære og mest målsøgende. I den sidste ende er det jo ikke det, som fodbold handler om.

Fodbold handler om at vinde. Om at være svære at spille imod. Det handler om at være det hold, som alle de andre frygter. Som de andre hader at møde.

Præcis derfor er AGF lige nu Danmarks bedste fodboldhold.

Hellere en tackling end en tunnel

Jeg ved ikke, om AGF bliver nummer et i Superligaen, men hvis det er rigtigt, at forsvar vinder mesterskaber, ja, så har ”De Hvide fra Fredensvang” en rigtig god chance. De gutter der, de kan spille til nul.

Vi kan godt lige tage de tørre tal. For god ordens skyld. Efter 10 kampe i foråret 2023 har AGF hentet 24 point, scoret sølle 10 mål og blot lukket fire mål ind. AGF har i det hele taget det bedste forsvar i Superligaen. 22 baglænsmål i 27 kampe.

For en uge siden var jeg på stadion til kampen AGF - FC København. Ikke noget for feinschmeckere. Men AGF var bedst i den intense fight og lod simpelthen ikke FCK komme frem til noget som helst.

"Det er faktisk helt vildt"

Superligaens bedste spiller, Mohamed Daramy, blev for eksempel spist med hud og hår af Tobias Mølgaard. Tidligere den dag så jeg Viborg mod FC Nordsjælland, og da jeg spadserede hjem gennem skoven efter den udsolgte kamp på Ceres Park i Aarhus, var det med den klare fornemmelse, at AGF var det bedste af de fire tophold. Det er faktisk helt vildt.

For vi skal jo huske, at AGFs nye træner Uwe Rösler overtog et hold i ruiner for mindre end et år siden. Min hjemby Aarhus har meget at takke David Nielsen for, men den skæggede gladiator mistede grebet om sit mandskab i foråret 2022.

Se også

FCN skuffer mod AGF – udnytter ikke FCK's pointtab

AGF sluttede som nummer 10. Blot et enkelt point foran nedrykkerne fra Vejle efter en forårsdepression af fortvivlende dimensioner. Det var således et traumatiseret hold, minimalisten Rösler overtog. De tabte til alle.

Også under David Nielsen var AGF et grimt hold. Det siger jeg i bedste mening. Jeg har også kaldt dem for Danmarks svar på Atlético Madrid. Hellere en tackling end en tunnel. Hellere en lang aflevering end en kort. Så længe det virker.

Jamen, gider folk godt se på den slags fodbold? I Aarhus gør de. Her har publikum ingen fine fornemmelser. Der behøver ingen dug på bordet. Men de vil sat…undskyld, sandelig…se folk slås for trøjen. Her er 1-0 præcis lige så godt som 3-2. Måske endda lidt bedre. Til Röslers store ros har han ikke ændret et komma på mentaliteten.

Til gengæld har den tyske træner ændret AGFs taktiske udtryk.

Kolosserne nede bagved

Lige siden han kom, har AGF spillet med tre centerbacks. Det har i de fleste tilfælde været kolosserne Frederik Tingager på 1,98 meter, Thomas Kristensen på 1,98 meter og Yann Aurel Bisseck på 1,96 meter.

Den slags er der jo noget godaw over, og så behøver den reaktionsstærke målmand Jesper Hansen heller ikke at gå ud i feltet. Her i foråret har Tobias Mølgaard været vikar for den skadede TK. Men soliditeten har været den samme.

Det bliver svært for AGF at nå førstepladsen, men alt er muligt, når man nærmest aldrig lukker mål ind

Egentlig tror jeg, at Rösler helst vil spille 3-5-2. Det vil sige med to deciderede angribere. Men eftersom manden ikke har kunnet finde en ordentlig makker til topscorer Patrick Mortensen, som har lavet næsten halvdelen af holdets mål, så har han droppet modellen. Hverken Haugen, Grønning eller Duin har været gode nok.

I stedet har AGF spillet med to meget offensive wingbacks og hele fire centrale midtbanespillere. Det har typisk været Nicolai Poulsen, min personlige favorit Mads Emil Madsen, Mikael Anderson og Kevin Yakob. Det er en dynamisk kvartet, der løber deres kilometer.

Mangler der et skvæt kreativitet? Ja, nogle gange gør der, og her var det jo vældig interessant, at Rösler i søndagens opgør i Farum havde skiftet den destruktive Poulsen ud med den konstruktive Mikkel Duelund. Jo, for her kunne måske være et par procenter at hente. Da sejren så skulle fightes hjem til sidst, kom Poulsen ind, hvilket gav god mening.

Oppe foran spiller den genfødte Patrick Mortensen, der er den uantastede konge af AGF. Han er startet inde i samtlige 27 kampe i denne sæson og er holdets hjerte og sjæl.

Det er i øvrigt interessant, at AGF opererer med en ekstremt smal trup. I kampen mod FC Nordsjælland sad der fire nobodies på bænken, så reelt råder Rösler over en stamme på blot 15-16 spillere med Superliga-klasse.

At undgå skader er både heldigt og dygtigt, og det har i alle tilfælde betydet, at AGF har formet en virkelig enhed i denne sæson. Alle kender deres opgaver og deres sidemænd, for det er de samme kamp efter kamp.

Det bliver svært for AGF at nå førstepladsen, men alt er muligt, når man nærmest aldrig lukker mål ind. Som min gamle træner, den elskelige Sepp Piontek, altid sagde på taktikmøderne:

- Hvis de andre ikke scorer, så får vi mindst det ene point.