Karma ramte Klopp midt i hånende jubel over for fjerdedommer

Den karismatiske tysker brød ud i ekstase, da Diogo Jota scorede til 4-3 i overtiden mod Tottenham.

Alderen er ved at indhete Jürgen Klopp.

Det må være konklusionen, efter succestræneren trak en fiber under den jubelscene, der udspillede sig ved Liverpools 4-3-scoring.

For i stedet for at juble med sine assistenter gik Klopp i galop i retning af kampens fjerdedommer, John Brooks.

Ganske hoverende stak den iltre træner hovedet frem med en meter til Brooks' hoved og forsøgte efterfølgende at løbe mod Liverpools bænk.

Men på tilbagevejen gik det galt for Liverpool-manageren. For pludselig blev luntetempoet erstattet af hump, og træneren sneg diskret sin venstre hånd ned til baglåret i samme side.

Efter kampen satte Klopp ord på både jubelscenen og sit baglår til BBC.

- Jeg er ikke sikker på, om det er baglåret. Det kan også være min adduktor, men jeg blev straffet. Jeg fik små synder lige med det samme.

- Jeg vendte mig bare om for at fejre målet, for fjerdedommeren gjorde ingenting forkert i løbet af kampen. Jeg sagde ikke noget til ham, men sendte ham et blik, hvilket er slemt nok i sig selv. Mit baglår, eller hvilken muskel det nu var, gav op i momentet, men udover det er låret okay.

"Jota skulle ikke have været på banen"

Liverpool scorede som omtalt i kampens slutfase, og målet blev sat ind af Diogo Jota.

Portugiseren var ellers involveret i en kontroversiel situation tidligere i kampen, da han i det 81. minut i jagten efter bolden sparkede Oliver Skipp i hovedet.

Kampens dommer, Paul Tierney, takserede hændelsen til et gult kort, men det forstår Tottenhams midlertidige cheftræner, Ryan Mason, ikke meget af.

- Helt ærligt, det er måske det tydeligste røde kort, du nogensinde kommer til at se på en fodboldbane. At tabe en kamp på et mål af en spiller, der ikke skulle have været på banen, er hårdt at sluge, siger den 31-årige Tottenham-træner til BBC.

Tottenham havde ellers sekunder forinden udlignet til 3-3 efter have været nede med 3-0 på Anfield. Men glæden varede som bekendt ikke ved.

Med nederlaget er Tottenham efterhånden langt, langt væk fra top-4 i Premier League.