Den nye realisme i Lyngby

Efter halvdelen af denne sæson havde Lyngby ikke vundet en eneste kamp og var 16 (!) point under nedrykningsstregen. Hvis den kommende rundes resultater flasker sig, ligger De Kongeblå over samme nedrykningsstreg. OB-AaB 1-0. FCM-Horsens 1-0. Silkeborg-Lyngby 0-1. Ja, så har vi det nærmest uvirkelige scenarie.

Lige nu snakker alle om AaB, og det forstår jeg godt. For nordjyderne har gang i en historisk redningsaktion. Jeg er bare nødt til at konstatere, at det er endnu mere bemærkelsesværdigt, at det er inden for Lyngbys rækkevidde at undgå nedrykning. Lyngbys fremmarch har forståelig nok været en smule overset, fordi klubben reelt selv havde givet op. For mens AaB oprustede i vintertransfervinduet, ja, så solgte Lyngby en række af deres profiler, fordi det var vigtigere at holde styr på økonomien end at jagte en utopisk drøm om overlevelse.

Adam Sørensen blev solgt til Bodø, Kasper Jørgensen til AaB, Magnus Westergaard til Viborg og Emil Nielsen til USA. Ingen af de nævnte er superstjerner, men de var immervæk stamspillere.

Jamen, hvad er der dog sket?

Jeg var faktisk på stadion, da Lyngby i sæsonens 17. kamp tog sin første sejr. Det foregik på udebane mod Silkeborg og blev selvfølgelig fejret behørigt. I Silkeborg græmmede man sig, men det var fordi nederlaget var et tabt skridt på vejen mod mesterskabsspillet.

Ingen havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at man et halvt år senere igen skulle tage mod Lyngby. I en decideret bundgyser.

Jamen, hvad er der dog sket? Jeg tror, vi skal små to år tilbage i tiden for at finde den væsentligste forklaring. Her var Lyngby igen-igen rykket ud af Superligaen, men i stedet for igen-igen at rekruttere en træner fra egne rækker, så satsede man for en gangs skyld på en mand uden tilknytning til klubben. Nemlig islandske Freyr Alexandersson. Ham kender jeg faktisk godt, for i 2018 interviewede jeg ham fra scenen i forbindelse med et stort trænerseminar i Kolding.

Da var han assistent for det islandske A-landshold, men på selve seminaret blev han – lad mig bare indrømme det – overskygget af den engelske landstræner Gareth Southgates tilstedeværelse.

Tiltro til islandsk arbejdsindsats

Jeg tror, det har været godt for Lyngby at få en udefra til at se på klubben med friske øjne. Uden Freyr Alexandersson er det i hvert fald stensikkert, at Lyngby ikke havde haft fire islændinge i deres trup. Mon ikke, det har været befordrende for Lyngby med nogle typer, som sætter hårdt arbejde højere end hælafleveringer og som ikke romantiserer Lyngby mere end godt er.

Áfram, Lyngby, havde jeg nær skrevet

Morten Bruun

Hvor om alting var, så rykkede Freyr Alexandersson Lyngby tilbage i Superligaen med det samme. Men mødet med den bedste række blev som allerede beskrevet temmelig brutalt. Det virkede oplagt at gøre, som AaB og FC Midtjylland for eksempel har gjort to gange i denne sæson; nemlig at fyre træneren. Men det gjorde Lyngby ikke. De beholdt Alexandersson, som har sammensat et kampstærkt kollektiv af de skæbner, han fik stillet til sin rådighed. Lyngby har spillet 11 tætte kampe i foråret og har ikke været overmatchet en eneste gang. Faktisk vil jeg mene, at de har fået færre point end de burde.

I modsætning til tidligere sæsoner har Lyngby ikke spillet sprudlende offensiv fodbold. Det er således det mindst scorende hold i Superligaen. Men til gengæld har de spillet realistisk. Så blæse være med myten om Lyngby. 1983 og 1992 er jo alligevel en svunden tid. Dengang blev Lyngby mestre og spillede overdådig fodbold. Men igen: Hvad skulle det hjælpe i 2023, når spillerne ikke længere er de dygtigste?

Tilskuerne elsker realismen

Lyngby har vundet fem kampe i sæsonen, og i de fire af dem har modstanderen haft bolden langt mest.

Det mest interessante ved Lyngbys genopståen er, at tilskuerne elsker den nye realisme. For hvor Lyngby Stadion i min aktive tid var det mest atmosfæreforladte i hele ligaen, har stemningen ændret sig markant. Søndag mod FC Midtjylland mødte hele 7.438 tilskuere frem, og set over hele sæsonen har det permanente bundhold Lyngby haft flere tilskuere på hjemmebane end Horsens, Silkeborg og FC Nordsjælland, ligesom man er uhyre tæt ved at have samlet lige så mange som de jyske succeshold Viborg FF og Randers FC. Det er jo til at tage og føle på. Og ganske nyt.

Jeg nærer ingen særskilt kærlighed til Lyngby, og jeg håber selvsagt ikke, at De Kongeblå gentager sejren over min klub, Silkeborg, på søndag. Men jeg kan godt anerkende en stor præstation, når jeg ser den. Og det gør jeg i tilfældet Lyngby.

Freyr, du skal vide, at det er forbandet godt gået af dig og dit afskrevne hold.

Áfram, Lyngby, havde jeg nær skrevet.