Daramy udgår med skade
Den unge FC København-spiller blev skiftet ud i opgøret mod Brøndby IF.
Artiklen er opdateret med citater fra Daramy.
Der var ikke meget at tage fejl af.
Kropssproget hos FC København-spilleren Mohamed Daramy fortalte tydeligt, at han ikke kunne fortsætte i Superliga-opgøret mod Brøndby IF søndag.
Mod slutningen af første halvleg fik den unge offensivspiller en skade i baglåret, og han kunne ikke fortsætte. I stedet kom Jordan Larsson ind for de danske mestre, der ved pausen var foran med 1-0.
- Jeg kunne mærke lidt. Jeg kunne godt sprinte videre, men jeg synes ikke, der var nogen grund til at tage chancer, siger Daramy til Viaplay efter kampen.
Samtidig slår han fast, at han selv valgte at gå ud, og at han håber på at være klar til næste runde.
Mohamed Daramy har været en af FCK's bedste spillere gennem sæsonen – særligt med sin store gennembrudsstyrke fra kantpositionen.
Dermed lider hovedstadsklubben et stort tab i kampen om både mesterskabet og pokaltitlen. I Superligaen havde FC Nordsjælland inden denne runde ét point ned til FCK.
Foruden søndagens kamp mod rivalerne fra Brøndby IF har FCK tre Superliga-kampe i vente, mens AaB er modstanderen i pokalfinalen 18. maj.
FCK's resterende kampe:
- 18. maj mod AaB (pokalfinale)
- 21. maj mod AGF (Superligaen)
- 29. maj mod Viborg FF (Superligaen)
- 4. juni mod Randers FC (Superligaen)
21-årige Daramy har ikke misset en turneringskamp for FC København siden en mindre skade i august sidste år.
I indeværende Superliga-sæson har Daramy præsteret otte mål og fire assists.