Det værst tænkelige er overgået Manchester United
Præcis ti år efter Sir Alex Fergusons sidste kamp famler Manchester United fortsat – og det værst tænkelige er nu overgået klubben.
THANK YOU, SIR ALEX.
Sådan står der på forsiden af kampprogrammet til Manchester United-Swansea den 13. maj 2013.
Det var Manchester Uniteds sidste hjemmekamp med Alex Ferguson som manager. Efter 27 år, 1500 kampe og 38 trofæer.
I dagens anledning havde klubben trykt fire gange så mange programmer som normalt, det vil sige 80.000, og det gjorde den ret i.
Et af dem ligger hjemme hos mig, for jeg var på stadion til den ultimative festdag på Old Trafford.
Der er sket det, der aldrig må ske for en storklub: Vi har accepteret middelmådigheden.
For den næstsidste kamp i sæsonen var og blev det reelle farvel til Sir Alex. Den sidste kamp, ude mod West Bromwich den 19. maj, står blot tilbage som et kuriosum. Den endte såmænd 5-5 med danske Anders Lindegaard som en skamskudt skanse i Uniteds mål.
Tilbage til Old Trafford, der fejrede Manchester Uniteds 13. mesterskab under Sir Alex, solen skinnede, Michael Laudrup var manager for det gæstende hold, og Rio Ferdinand scorede det sene sejrsmål til 2-1. Det røde hav på Old Trafford, dannet af de titusindvis af omdelte faner, blafrende i brisen, har altid dannet baggrunden på min twitter-profil.
Alt var godt.
Flere fejlslagne managers
Det troede vi naivt nok også, at det ville blive ved med at være. Vi kunne jo læse, hvad Sir Alex gav udtryk for i sit forord i programmet: Hard to say goodbye but the club is in great shape for the future.
Hvad tænker den store mand mon, hvis han genlæser de linjer i dag? Efter ti år i vildmarken.
Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at David Moyes var et godt valg som efterfølger for Alex Ferguson. Hvorfor reparere noget, der ikke var i stykker? Moyes kendte engelsk fodbold og Premier League ud og ind efter ti år i Everton. Ferguson havde selv anbefalet ham. De er oven i købet skotter begge to.
Det gik ikke.
Det gjorde det heller ikke med Louis van Gaal, José Mourinho eller Ole Gunnar Solskjær. Og det gik da slet ikke med Ralf Rangnick. Der er ingen grund til at gå i detaljer.
Jeg kan blot konstatere, at United har vundet følgende i de 10 år efter Alex Ferguson:
- FA Cuppen i 2016
- Europa League i 2017
- Liga Cuppen i både 2017 og 2023
... og lad os da bare nævne Community Shield i 2013 og i 2016 også. Om ikke for andet, så for Mourinhos skyld. Det forklarer nemlig hans utrættelige signal om tre titler efter ”triumfen” i den næstbedste europæiske række på Friends Arena i Stockholm. Tre fingre i vejret. Halleluja.
Jamen, det var så fint, Mou. Det var bare alle de titler, vi ikke havde lyst til at vinde. Under Alex Ferguson handlede det om at vinde Premier League og Champions League. Hvert år. Pokalerne med de store ører, you know! Dem, som City og Liverpool vinder.
Accept af middelmådighed
Nu er Erik ten Hag så kommet til. Ham kan hovedparten af Manchester Uniteds fans godt lide. Det kan jeg også, selv om min indre United-fan kæmper inderligt imod.
Fordi vores sympati for den sammenbidte hollænder og hans projekt mest af alt er et udtryk for, at vores standarder er eroderet. Lige nu kæmper United indædt for at blive nummer 4, mens det i 21 (!) sæsoner i Premier League under Sir Alex aldrig blev til en dårligere placering end nummer 3.
Men ja, jeg er også ramt af virkeligheden, selv om jeg burde klamre mig til myten. Jeg synes også, det vil være flot at blive nummer 4 og dermed genindtræde i det gode selskab i Champions League. Dermed er der sket det, der aldrig må ske for en storklub: Vi har accepteret middelmådigheden.
Scouserne ventede i 30 år på det næste mesterskab. Det kan Manchester United også komme til
Vi har accepteret, at Manchester City slutter 20 point foran os. Vi har blåstemplet en sæson med nederlag på 0-4 mod Brentford, 3-6 mod Manchester City og 0-7 mod Liverpool. Vi blev korsfæstet af Sevilla på den europæiske scene.
Men vi er jo også bare United.
Ovenstående svada er skrevet uden malice. For det er jo der, Manchester United post-Ferguson befinder sig. United kæmper for at blive best of the rest.
Er United så stadig en storklub? Ja, målt på omsætning, tilskuertal og historie. Ubetinget, endda.
Men hvad med klubbens mentalitet? Omdømmet? Nej, ikke længere. Og det betyder jo, at hvor spillere som Rio Ferdinand, Wayne Rooney og Robin van Persie per definition valgte United, når chancen bød sig, ja, så vil jeg se Bukayo Saka og Harry Kane ende i United, før jeg tror det.
Store spillere vil jo vinde noget. Og kan de det i United?
Skulle have lyttet til min lidelsesfælle
Når jeg sådan sidder her og gør status, er det nærmest uhyggeligt så dårligt, det er gået for Manchester United i de 10 år, siden Alex Ferguson stoppede. Jeg havde aldrig troet det.
Jeg skulle have lyttet til min gode ven og lidelsesfælle Dan Sørensen, der dengang sagde disse vise ord:
”Bare vent, Morten, vi bliver det nye Liverpool.”
Scouserne ventede i 30 år på det næste mesterskab.
Det kan Manchester United også komme til, for det var langt mere end et managerskifte, da Sir Alex sagde farvel.
Det var afslutningen på en epoke.