- Det er en mand, der er træt af at spille i LaLiga
TV 2 Sports fodboldekspert Jonas Hebo Goldmann ser en tydeligt berørt Vinícius Júnior, efter brasilianeren endnu engang blev udsat for racisme.
Han har været en af de mest seværdige spillere at følge i LaLiga og Champions League i løbet af sæsonen.
Det har dog langtfra været Vinícius Júniors storspil, der har trukket overskrifter i alverdens medier, men i lige så høj grad spillet på lægterne.
Real Madrid vil selvfølgelig ikke slippe ham, for han er en af verdens bedste spillere
TV2 Sports fodboldekspert Jonas Hebo Goldmann om Vinícius Júniors fremtid
Her er den 22-årige Real Madrid-profil adskillige gange blevet mødt af racistiske tilråb fra modstanderholdets fans, som flere gange har fået ham til at råbe LaLiga-ledelsen op i forsøget på at sætte en stopper for den uacceptable adfærd.
Søndagens udekamp mod Valencia var ingen undtagelse. Her blev Vinícius nok en gang udsat for racistiske tilråb fra hjemmeholdets fans, der førte til et ni minutter langt spilstop.
Frustrationerne ophobede sig hos Vinícius, der kampen igennem have publikum imod sig, da han i overtiden så rødt for at have slået ud efter en Valencia-spiller.
TV 2 Sports fodboldekspert Jonas Hebo Goldmann er ikke i tvivl om, at brasilianerens tålmodighed med de racistiske fans er opbrugt, hvilket Vinícius også gav udtryk for i et Instagram-opslag efter kampen.
- Det er en rasende Vinícius Júnior, fortæller eksperten.
- Det er en mand, der er træt af at spille, ikke i Real Madrid, men i LaLiga. Han føler ikke, at han får nogen opbakning for det, der foregår på tribunerne. Det røde kort sker på baggrund af alle de episoder, der udspillede sig i løbet af kampen, siger Jonas Hebo Goldmann.
”Bemærkelsesværdig forskel” i respekten under Champions League-kampe
Mens Vinícius Júnior har mødt enorm modstand fra tilskuerpladserne i LaLiga, har respekten fra modstanderholdets fans været anderledes stor i Real Madrids europæiske kampe.
- Det har været bemærkelsesværdigt at se forskellen på, om Vinícius Júnior har spillet udekampe i henholdsvis LaLiga og i Champions League. Vi så, hvordan han nærmest krammede Kyle Walker efter den første semifinale i Champions League, der kan ses som et udtryk for den respekt, han har fået, når han har mødt de engelske klubber, fortæller Jonas Hebo Goldmann.
I Real Madrids færd i Champions League mødte de Liverpool i den første knockout-kamp, senere Chelsea, og til sidst Manchester City i semifinalen, der blev endestationen for de forsvarende vindere af turneringen.
Vinícius er ifølge eksperten en spiller, der deler vandene, og han er ikke sen til at ryge i clinch med sin modstander. Brasilianeren står da også noteret for 10 advarsler i LaLiga og nu et rødt kort i denne sæson, som indtil videre har kostet ham to spilledages karantæne.
- Han har været involveret i mange episoder i løbet af sæsonen, hvor han også kunne være blevet vist ud, siger eksperten.
- Nogen mener, at han har en provokerende spillestil. Det synes jeg ikke. Jeg kan godt lide, når spillere dribler. Han kan til gengæld vise provokerende attituder, men det må selvfølgelig aldrig føre til racisme. Det er uforståeligt.
Når fansenes grænseoverskridende handlinger i så tydelig grad påvirker den brasilianske kant, frygter Jonas Hebo Goldmann, at tilråbene fortsætter, hvis ikke ledelsen i den spanske række skrider til handling.
- Nu kan det være, at der er nogle fans, der bliver ved med at overtræde grænsen for, hvad der er okay, fordi de har set, hvordan det påvirker Vinícius.
Får enorm opbakning
Efter søndagens episode har flere verdensstjerner, heriblandt Neymar og Kylian Mbappé, vist deres sympati for Vinícius på de sociale medier, mens mange af hans holdkammerater i Real Madrid også har vist deres støtte.
Det er tidligere set i LaLiga, at spillere forlader banen efter at være blevet udsat for racisme.
Skulle det komme dertil for Vinícius, har Real Madrid-keeper Thibaut Courtois tænkt sig at følge i hans fodspor.
- Hvis han (Vinicius, red.) havde sagt, han forlod banen, ville jeg være gået med ham. Det her kan ikke tolereres, fortæller den belgiske målmand efter kampen til Marca.
Jonas Hebo Rasmussen er sikker på, at brasilianerens store følgerskare og kollegernes opbakning er med til at sætte et endnu større fokus på racisme-problemet i LaLiga.
- Vi har allerede set, hvordan hans medspillere har bakket ham op gennem hele sæsonen. Samtidig er der mange store navne fra udlandet, der også har vist deres støtte. Det er langtfra det sidste, vi hører om sagen, siger Jonas Hebo Goldmann.
Også Real Madrids træner, Carlo Ancelotti, tog Vinícius i forsvar efter 0-1-nederlaget til Valencia.
- Det kan blive et problem for ham at spille i Real Madrid
At dømme ud fra respekten fra fansene fra de bedste europæiske ligaer og Vinícius’ tydelige utilfredshed med situationen i LaLiga, melder spørgsmålet sig: ”Hvorfor ikke skifte?”
Lige nu virker et skifte dog ikke særlig plausibelt, fortæller Jonas Hebo Goldmann.
- Der er et økonomisk spørgsmål, der gør, at han ikke kan skifte til for eksempel Manchester United fra den ene dag til den anden. Ingen tvivl om, at Manchester United gerne vil betale en milliard for ham, men sådan fungerer det bare ikke. Real Madrid vil selvfølgelig ikke slippe ham, for han er en af verdens bedste spillere. Han er en potentiel Ballon d'Or-vinder i løbet af de kommende år, siger eksperten.
- Det kan blive et problem for ham at spille i Real Madrid, men han kan også sagtens fortsætte.
Ifølge Transfermarkt har Vinícius kontraktudløb med den spanske hovedstadsklub i sommeren 2024.