Valencia vil straffe fans med livslang karantæne

Den spanske klub reagerer, efter flere fans sendte racistiske ytringer i retning af Real Madrid-stjernen Vinicius Junior.

Det endte i et større drama, da Valencia og Real Madrid bragede sammen søndag aften.

Madrid-stjernen Vinicius Junior blev udsat for racistiske tilråb fra hjemmeholdets fans, hvilket førte til et ni minutter langt spilstop – og i overtiden også et rødt kort til en frustreret Vinicius.

Efter kampen har Real Madrid klaget til statsadvokaturen, og Valencia har også taget afstand fra de racistiske ytringer.

- Klubben fordømmer på det kraftigste denne type adfærd, som ikke har nogen plads i hverken fodbold eller samfundet og ikke stemmer overens med Valencia CF’s og vores fans værdier, skriver klubben i et statement på sin hjemmeside.

Samtidig fortæller de, at der arbejdes intensivt på at finde frem til de personer, der har råbt ad Vinicius. Et arbejde, der allerede nu har båret frugt.

Klubben skriver nemlig, at politiet indtil videre har fundet frem til én fan, der gestikulerede racistisk mod Vinicius.

Derudover arbejder de videre med at finde flere personer, som alle kan forvente en hård straf.

- Valencia CF er gået videre med at åbne en disciplinærsag, og vi ser på sagen med den største alvor. De involverede fans vil blive udelukket fra vores stadion på livstid, og vi arbejder tæt sammen med myndighederne, skriver de.

Ikke første gang

Det er langtfra første gang, at Vinícius Júnior føler sig udsat for racisme. Flere gange har han ytret sin modstand mod de oplevelser, han har haft i spansk fodbold, siden han kom til i 2018.

I søndagens nederlag på 0-1 blev Vinícius provokeret af Valencia-tilhængerne, som han endte i et skænderi med 15 minutter før tid.

Real-holdkammeraterne stillede sig op ved siden af Vinícius, som gestikulerede ud mod tilhængerne.

Kampen var afbrudt i flere minutter, mens Vinícius havde flere samtaler med både dommeren og Real-træner Carlo Ancelotti om, hvorvidt han skulle forlade banen.

Brasilianeren spillede videre, indtil han blev vist ud i overtiden.