Brasilien slukker ikonisk statue for Vinicius efter racisme

Kristus-statuen i Rio de Janeiro slukkes for at vise solidaritet med Vinicius, der blev udsat for racisme.

Brasilien slukkede mandag lysene på kristusstatuen Cristo Redentor i solidaritet med fodboldspilleren Vinicius, der blev udsat for racisme under en kamp.

Lysene blev slukket i en time fra klokken 18.00 lokal tid efter en dag, hvor Real Madrid-spilleren fik opbakning fra blandt andet landets regering og fodboldverdenen.

Ikoniske Cristo Redentor står på det 710 meter høje bjerg Corcovado i Rio de Janeiro. Statuen er 38 meter høj og vejer 1145 ton.

Ærkebispedømmet, der administrer statuen, koordinerede opførelsen med det brasilianske fodboldforbund og Observatoriet for Racemæssig Diskrimination i Fodbold.

- Cristo Redentors ærkebispedømme tager afstand fra de racistiske angreb, som den brasilianske spiller Vinicius blev udsat for, lyder det i en udtalelse.

Bliver slukket som et symbol

Den brasilianske stjerneangriber har sæsonen igennem været udsat for racisme fra flere klubbers fans, men på Mestalla i Valencia kogte det for alvor over.

Vinicius Junior blev søndag igen udsat for racistiske tilråb på banen under kampen mod Valencia.

- Lysene på monumentet bliver slukket som et symbol på den kollektive kamp mod racisme og i solidaritet med spilleren og alle, der bliver udsat for fordomme verden over, lyder det fra ærkebispedømme.

Takker for opbakningen

Tidligere mandag opfordrede den brasilianske regering spanske og sportslige myndigheder til at straffe de ansvarlige for de racistiske angreb.

FIFA's præsident, Gianni Infantino, har også udtryk solidaritet med spilleren.

Den 22-årige Vinicius takkede senere hen for opbakningen.

- Sort og imposant. Cristo Redentor så sådan ud. En handling af solidaritet, som har rørt mig. Men jeg vil mere end noget andet inspirere og kaste lys på vores kamp, skrev han på det sociale medie Twitter.

Vinicius Junior var hovedperson i flere klammerier og blev til sidst smidt ud, da Real Madrid tabte igen. Video: TV 2 Sport

Det spanske fodboldforbunds chef, Luis Rubiale, har indrømmet, at der er et reelt problem med racisme i landets fodbold, hvor "pressemeddelelser ikke virker længere".