Fodbold

Brøndby lander værdiaftale med fans

Værdiaftalen skal sikre, at Brøndby IF og klubbens fans er enige om, hvilken retning klubben skal bevæge sig i.

Brøndby IF og Fanafdelingen er blevet enige om at indgå en værdiaftale.

I flere måneder har der været protester i Brøndbys fan-miljø, siden Global Football Holdings (GFH) købte sig ind i klubben i slutningen af sidste år. Derfor har man arbejdet på at lave en værdiaftale, der skal forene klubbens ejere og klubbens fans.

Aftalen er indgået i to dele, hvor den ene er juridisk bindende, og den anden er formuleret som en hensigtserklæring. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

- Som vi gjorde det klart for nogle uger siden, så er der punkter, der ikke kan gøres juridisk bindende, og derfor er den samlede aftale nu delt op i to dele. En som er juridisk forpligtende og en hensigtserklæring - og denne samlede aftale vil vi løbende arbejde målrettet og dedikeret henimod sammen med klubbens fans. For ingen kan ikke gøre det alene, udtaler Scott Krase, bestyrelsesmedlem i Brøndby IF.

I april blev dialogen mellem Brøndby og Fanafdelingen ellers afbrudt for en stund, fordi sidstnævnte ønskede en bindende aftale.

Mange af klubbens fans er skeptiske omkring, hvorvidt klubbens udenlandske ejer med en bred ejerkreds vil Brøndby IF det bedste.

Vil beholde navn og logo

I aftalen, som Brøndby nu har offentliggjort, er parterne blevet enige om at videreføre klubbens arv og kultur.

Klubben forpligter sig blandt andet på, at Brøndby fortsat vil spille i gul og blå, og at klubben ikke skifter navn eller logo.

Fanafdelingens formand, Lars B. Pedersen, kalder det en aftale "uden internationalt sidestykke".

- Vi har brugt de seneste par uger på en tæt dialog med klubben, hvor vi har afholdt en række konstruktive møder, og jeg er personligt stolt over, at vi kan præsentere en samlet aftale, der markerer et historisk øjeblik i klub-fan samarbejdet. Ikke blot i Danmark, men også internationalt, da dets sidestykke ikke findes magen til.

- Som det fremgår af den samlede aftale, så imødekommer den på lange stræk mange af de ønsker og krav, vi havde, da vi startede processen. Den samlede aftale giver klubben og fans en ny, formaliseret form hvorfra klub-fan samarbejdet kan udvikle sig ad åre. Det er med andre et ord et rigtig stærkt udgangspunkt for os at arbejde videre fra, siger Lars B. Pedersen.

Tilfreds formand

Fanafdelingen afholder en ekstraordinær generalforsamling den 11. juni, hvor medlemmerne skal stemme om den samlede aftale.

Også klubbens bestyrelsesformand Jan Bech Andersen er glad for den aftale, som nu er faldet på plads.

- Jeg er personligt meget glad for, at dialogen har resulteret i den samlede aftale, som er blevet offentliggjort i dag, da den indkapsler det unikke bånd, der er mellem denne fantastiske klub og klubbens fans, siger den tidligere majoritetsejer.