Fodbold

Tårevædet Iniesta får ophævet sin kontrakt

Andrés Iniesta vil elske at vende tilbage til Barcelona, men det ligger ikke i kortene lige nu.

Fodbold-elegantieren Andrés Iniesta har stadig mere bold i sig, men karrieren kommer ikke til at fortsætte i japanske Vissel Kobe.

39-årige Iniesta har indgået en gensidig aftale med sin japanske klub om at ophæve kontrakten.

Det fortalte Iniesta på et pressemøde, som fremkaldte tårer hos spanieren.

- Jeg tror, at vi altid har forestillet os, at jeg ville stoppe karrieren her. Det var vores alle sammens ønske, siger Iniesta ifølge AS.

Men det kommer ikke umiddelbart til at ske. Den spanske kreatør har spillet i Vissel Kobe siden 2018, hvor han forlod Barcelona.

Dengang var det også med tårer i øjnene, at han tog afsked med den catalanske storklub efter 22 år og 32 titler med klubben.

Vil fortsætte karrieren

I Vissel Kobe nåede Iniesta 133 kampe med 26 scoringer og 25 assist til følge, men midtbanespilleren har blot været på banen i sammenlagt 90 minutter i 2023.

Det er dog ikke noget, der fraholder Iniesta fra at blive ved med at spille fodbold.

- Jeg vil fortsætte med at spille. Jeg er spændt og føler mig klar til at fortsætte, men når vi lukker denne fase, vil vi se, hvilke muligheder der kan være, siger Iniesta.

Retur til Barcelona?

Og så er det jo nærlæggende at få tanken: Skal Iniesta tilbage til Barcelona, hvor hans ven og tidligere legekammerat på midtbanen Xavi nu er træner for klubben?

- Som jeg har sagt mange gange, ville jeg elske at vende tilbage til Barcelona på et tidspunkt i mit liv, men jeg synes stadig, at det er langt væk. Først og fremmest håber jeg, at Xavi vil være træner i mange år fremover. Det ville være gode nyheder for fodbolden, siger Iniesta.

Også på det spanske landshold har Iniesta haft en stor karriere. I 2010 afgjorde Iniesta VM-finalen, da han scorede til 1-0 mod Holland i den forlængede spilletid.

Andrés Iniesta var også med til at vinde EM-guld med Spanien i både 2008 og 2012.