United og Eriksen overlegne mod Chelsea
Med sejren er Manchester United sikker på at skulle spille Champion League efter sommer.
Christian Eriksen noterede sig for en assist, da Manchester United sikkert besejrede Chelsea med 4-1 i Premier League torsdag aften.
Den danske landsholdsspiller startede opgøret på banen og spillede de første 71 minutter. Her leverede han en fin indsats uden at skille sig ud.
Selvom cifrene kan indikere, at der var stor forskel mellem mandskaberne, var det ikke nødvendigvis tilfældet.
I hvert fald var Chelsea godt med i den første time, hvor Londonklubben brændte et hav af chancer.
Eriksen satte United i gang
Anderledes kyniske var United i starten, for de blev sat i gang efter en standardsituation af Eriksen, som fandt Casemiro på fornem vis.
Kort før afslutningen på første halvleg gjorde Martial det til 2-0, inden Bruno Fernandes dræbte den sidste spænding efter en scoring på straffespark i anden halvleg.
Rashford gjorde ydmygelsen total, da han mod kampens afslutning gjorde det til 4-0. Egentlig kunne United have scoret flere gange til sidst, men kynismen forsvandt mod kampens afslutning.
Heldigvis for Chelsea gav Joao Felix et plaster på såret, da han til sidst reducerede til slutresultatet 4-1.
Med sejren er Manchester United nu sikker på at skulle spille Champions League i næste sæson.