Brentford-stjerne har spillet penge mod sit hold 13 gange
Ivan Toney bliver stemplet som ludoman i den skriftlige begrundelse, der ligger til grund for hans otte måneder lange karantæne.
Nye detaljer er fredag præsenteret i Ivan Toneys karantænesag.
Brentford-stjernen er udelukket i otte måneder for brud på bettingreglerne, og nu har det engelske fodboldforbund præsenteret de præcise årsager.
Ifølge klubben er det blandt andet slået fast, at Ivan Toney lider af spilafhængighed. Det står også klart, at han flere gange har spillet mod sit eget hold. Det betyder dog ikke, at der er tale om matchfixing.
- Der er ikke nogen beviser for, at Mr. Toney har påvirket eller været i en position hvor han kunne påvirke sit eget hold til at tabe, da han indgik væddemål mod sit hold. Han var ikke på holdkortet eller i stand til at spille på daværende tidspunkt, står der i rapporten ifølge Brentford, der ligesom Ivan Toney accepterer begrundelsen for karantænen.
Det er i alt sket 13 gange, at Ivan Toney har placeret væddemål mod sit hold. Det skriver flere engelske medier, herunder Sky Sports, der lister følgende punkter som særlige:
- 126 væddemål er placeret i samme turnering, som Toneys klub har deltaget i eller haft mulighed for at deltage i i den pågældende sæson.
- Ud af de 126 væddemål har 29 involveret klubber, som Toney var registreret hos eller lejet ud til.
- 16 af de væddemål blev placeret på, at Toneys hold skulle vinde i 15 forskellige kampe. Toney spillede i 11 af disse kampe og var på bænken uden at komme på banen i yderligere en kamp.
- 13 af disse 29 væddemål gik på, at Toneys hold skulle tabe – i syv forskellige kampe mellem 22. august 2017 og 3. marts 2018. Toney spillede ikke i nogle af disse kampe.
- 11 af disse 13 væddemål var mod Newcastle, mens Toney var lejet ud til en anden klub.
- De andre to tilfælde var en kamp mellem Wigan og Aston Villa, mens Toney var udlejet til Wigan. Han var ikke på holdet i den kamp.
- Der er også brud på FA Regel E8.2 om insider-information, da Toney den 29. marts 2018 fortalte en ven, at han ville starte inde i hans klubs næste kamp. Toney ar argumenteret for, at det var bredt kendt, at han formentlig skulle starte inde, men han anerkender det som et brud på reglerne.
- Toney har indrømmet, at han har løjet over for efteforskere i mere end et tilfælde, efter han indledningsvist afviste at have placeret væddemål på fodbold.
Må træne igen i september
I alt har Ivan Toney erkendt 232 brud på bettingreglerne, der ikke skal forveksles med matchfixing-reglerne.
Brentford skriver på sin hjemmeside, at man nu anser sagen for lukket. Derudover slår klubben fast, at man gør alt for at støtte Ivan Toney og hans familie.
I forhold til den otte måneder lange karantæne er det værd at bemærke, at Ivan Toney får tilladelse til at træne med sin klub i de sidste fire måneder af udelukkelsen. Fra den 17. september 2023 til den 16. januar 2024 er hans eneste mulighed for at beskæftige sig med fodbold altså at møde op til træning i Brentford.