DBU præsenterer ny direktør
Erik Brøgger Rasmussen er ny direktør i Dansk Boldspil Union (DBU).
Det bliver Erik Brøgger Rasmussen, der afløser Jakob Jensen som direktør i DBU.
Det oplyser unionen på sin hjemmeside.
Erik Brøgger Rasmussen kommer fra et job som FN-ambassadør i Genève. Inden da havde han en længere karriere i Udenrigsministeriet, hvor han senest var direktør for organisation og borgerservice. I den forbindelse blev han et velkendt ansigt i forbindelse med coronanedlukningen.
- Fodbold har en magisk kraft og energi, som jeg glæder mig til at arbejde med. Fodbold kan samle tusindvis af danskere på stadion til landskampe og klubkampe, og oplever i disse år kolossal interesse fra danskerne. Men fodbold kan også samle tusindvis af børn til træning, stævner og kampe med glæde, venskaber og fællesskaber. Og så har fodbold en vigtig rolle for motion og folkesundhed samt for at bidrage til integration og øget forståelse for diversitet, udtaler den nye direktør.
Erik Brøgger Rasmussen er valgt som DBU-direktør blandt flere end 70 ansøgere. Han tiltræder i DBU den 1. oktober. Jakob Jensen stopper ved udgangen af maj, da han fra 1. juni skal være departementschef i Børne- og Undervisningsministeriet.
- Vi er glade for, at DBU kan tiltrække en profil med så stor ledelseserfaring fra både ind- og udland med fokus på samarbejde og løsning af komplicerede opgaver og strategier, siger DBU’s formand, Jesper Møller.
I tiden mellem 1. juni og 1. oktober vil vicedirektør Kenneth Reeh være konstitueret direktør.