Forlod banen i tårer – klublegende rækker ud
Fabio Quagliarellas kontrakt med Sampdoria udløber i juni, men selv har italieneren mod på at fortsætte.
Fodbold er følelser. Den kendsgerning viste sig igen fredag aften i Serie A-mødet mellem Sampdoria og Sassuolo.
Her blev 40-årige Fabio Quagliarella skiftet ud mod slutningen af opgøret, og hjemme på Stadio Luigi Ferraris kvitterede et bevæget publikum med overdådige klapsalver – Sampdoria-angriberen bukkede og takkede. Længe stod Quagliarella og modtog sin hyldest, inden han på vej ud af grønsværen blev overrumplet af følelserne.
Mens tårerne kom frem hos Quagliarella, var holdkammeraterne der til at omfavne den italienske fodboldveteran, der efter opgøret forklarede reaktionen.
- Jeg sagde farvel til fansene, fordi min kontrakt udløber i juni, og jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, sagde han til Sampdorias hjemmeside.
- Det er umuligt at holde tårerne tilbage, når du bliver overvældet af så meget kærlighed gennem et rigtig svært år.
Tingene har ikke fungeret for Sampdoria denne sæson, og Genova-klubben ligger klart sidst i Serie A med 19 point efter 37 kampe.
Situationen betyder, at holdet må en tur ned i den næstbedste italienske fodboldrække.
Stiller sig til rådighed
Fabio Quagliarella begyndte sin professionelle karriere tilbage i 1999 og har kun gjort klubtjeneste i hjemlandet. Han har scoret i 18 Serie A-sæsoner i træk, og han har tidligere scoret 26 ligamål i 1 sæson.
Quagliarella har været på adresser som Juventus, Napoli, Torino, Udinese – og Sampdoria. Klubben, der har fyldt mest på angriberens cv, og hvor han indtil videre har præsteret 106 mål og 27 assists i 292 kampe.
De mange mål bringer ham op som nummer fire på listen over de spillere, der har nettet flest gange for Sampdoria. Om det bliver til flere, må tiden vise, men selv er Quagliarella klar på at fortsætte spillergerningen.
- Jeg vil være til rådighed for klubben. Hvis de vil have mig, er jeg her, tilføjer han.
Den foreløbige afsked med Serie A kan Quagliarella tage 4. juni, når ligaens sidste runde bliver afviklet.
Her skal han og resten af Sampdoria-slænget møde mesterholdet fra Napoli, hvor Quagliarella er født.