Finalen, ingen kan tabe

Onsdag aften kulminerer en fremragende Europa League-sæson, når Sevilla og Roma mødes på Puskás Arena i Budapest.

At netop de to mandskaber krydser klinger i Ungarns hovedstad, kan ikke overraske mange, når vi kigger på den gennemsyrede vinder-DNA, som begge klubber kan fremvise på og uden for banen.

Sevilla FC kaldes – med rette – “kongerne af Europa League”, efter de har stordomineret den næstbedste europæiske cupturnering de seneste to årtier. Rejsen mod den europæiske stjernehimmel startede i 2006, da Philips Stadion i Eindhoven dannede rammen om UEFA Cup-finalen mellem Middlesbrough og Sevilla.

Jeg var selv på stadion den dag, hvor spanske og engelske fans dagen igennem havde omdannet den hollandske by til et inferno af fodboldfeber og sang. Begge hold stod i deres første europæiske finale, og fangrupperingerne fra hver side forsøgte at suge al næring ud af den store begivenhed (samt de hollandske ølhaner).

Seks finaler – seks sejre

På banen var der dog kun et hold den varme maj-aften i det sydøstlige Holland, og Juande Ramos’ hvidklædte krigere udstillede og ydmygede Gareth Southgate og hans holdkammerater fra start til slut. En overbevisende 4-0-sejr blev den første, men helt afgørende, sten til det fundament af europæisk succes, som Sevilla står på den dag i dag.

Året efter stod andalusierne igen i finalen i UEFA Cup’en (som i 2009 skiftede navn til Europa League). Denne gang med en dansker på holdet, og Christian Poulsen spillede et brag af en kamp, da Sevilla genvandt det tungeste af alle de europæiske pokaler. Kampen blev afgjort i straffesparkskonkurrence, og matchvinderen på Hampden Park blev Antonio Puerta.

Blot tre måneder senere afgik Puerta ved døden efter et hjerteanfald i hjemmekampen mod Getafe, og hans navn og nummer er for altid mejslet ind i såvel Sevillas historie som som en af de mest tragiske hændelser og skæbner i fodboldens verden.

De to finalesejre i midten af 00’erne, blev fulgt op af et – endnu mere imponerende – hattrick af finalesejre fra 2014 til 2016, inden Inter og Christian Eriksen fik Sevillas vindermentalitet at føle i 2020.

Seks gange har Los Nervionenses stået i finalen om trofæet uden håndtag, og alle seks gange har de haft 15 kilos overvægt med hjem til Andalusien.

Den store succes har siden sejren i 2006 skabt en europæisk eufori hos de mange Sevillistas på tribunerne sæson efter sæson, og både Manchester United og Juventus fik lov at opleve Sevillas kærlighed for Europa League, da de to fodboldmastodonter blev ekspederet ud i kvart- og semifinale på Ramon Sanchez Pizjuan.

Se også

Stort Sevilla-comeback sender Juventus ud

Nu venter der så endnu finale, hvor Sevilla og deres fans – med historien som deres fremmeste våben – ikke tror på, at de kan tabe.

Fem finaler – fem sejre

Skal de spanske drømme gå i opfyldelse, er der dog en markant hurdle, der skal passeres. Ja, faktisk én som ingen trænere eller hold har haft held med de seneste 20 år. José Mourinho skal besejres i en europæisk finale.

Fem gange har den karismatiske træner stået på sidelinjen og styret sine elleve spillere på vejen til triumf, og samtlige fem gange er det lykkedes portugiseren at stå øverst på skamlen efter slutfløjt.

Mourinho indtog på den europæiske scene startede paradoksalt nok i hjertet af den by, hvis fodboldstolthed han står overfor onsdag aften.

På det olympiske stadion i Sevilla (senere omdøbt til Estadio la Carjuta) vandt Porto – på det hedengange silver goal i forlænget spilletid – UEFA Cuppen over skotske Celtic, og trænertalentet fra Setúbal havde afleveret sit første spæde aftryk på fodboldhistorien.

Fodaftrykket blev noget større, da Mourinho året efter førte Porto til en sensationel sejr i Champions League i 2004. Inden turneringens start stod der 50-1 ud for portugisernes odds til at vinde den største klubturnering af dem alle, men underdog-rollen passede Dragões og deres træner perfekt, og med en sikker finalesejr over Monaco lå Europa – og verdenen – for Jose Mourinhos fødder.

Chelsea blev næste stoppested, og successen i Premier League udeblev ikke for den nyrige klub, men det var først med Inter i 2010, at Mourinho tilføjede endnu et stort kapitel til fortællingen om 'The Speciel One'. I en ultradefensiv opstilling 'snød' han Louis van Gaal og Bayern München for pokalen med de store ører på Estadio Bernabeu, og heller ikke denne gang indkasserede hans mandskab en scoring imod sig.

Finalen, ingen kan tabe

For Mourinhos høje standarder var det lidt af en pokaltørke, der fulgte på den europæiske scene, efter at Inter fuldendte deres 'Treble' i Madrids fodboldkatedral. Hele syv år skulle der gå, før han igen stod i spidsen for et mandskab i en af UEFA’s finaler.

Europa League-finalen mellem Ajax og Machester United i 2017 var en ulige kamp på trænersiden, da Peter Bosz mødte sin klare overmand i den sejrsvante portugiser. 'De røde djævle' lukkede af bagtil og sørgede med to scoringer for, at der var balance i Mourinhos trofæskab mellem antallet af pokaler fra de to bedste klubturneringer.

Trofælisten blev komplet i sidste sæson, da Mourinho fuldendte sin håndfuld af finalesejre med Romas sejr over Feyenoord i den nye Conference League-turnering. At det blev til spillets mindste sejr var ingen overraskelse, og dermed er det 20(!) år siden, at Henke Larsson som den seneste modstander scorede på et Mourinho-hold i en europæisk finale. Et utroligt, men sandt, statistisk faktum. Sevilla ved dermed, hvilken mur de skal nedbryde, hvis de skal bibeholde deres perfekte finalerekord.

Glæd dig til onsdag aften, hvor finalen, “som ingen kan tabe”, løber af stablen på TV 2 og TV 2 Play fra klokken 20.40.