Kæmperne er tilbage
Det er sensationelt, at Hvidovre IF er tilbage i den bedste række. Men i et historisk perspektiv er Hvidovre ingen opkomling.
For to et halvt år siden stod jeg på en stabel paller på en blokvogn og så Hvidovre IF tabe 2-1 til Skive IK i den næstbedste række. Det var december måned. Temperaturen var omkring nulpunktet. Nedrykningsspøgelset truede.
Vognen var placeret op ad rækværket bag den ene endetribune på stadion i Hvidovre, og ved siden af mig stod Hvidovres sportschef Peter Lassen. Han havde været lovlig åbenhjertig overfor en dommer i en af de foregående kampe, og derfor havde han karantæne fra selve stadion. Men kampen SKULLE han se. Jeg gjorde ham selskab, for Lassen er min ven.
Efter kampen vandrede vi rundt om stadion om til hans kontor under hovedtribunen. Nedslåede.
”For satan, Kapi”, sagde han, ”det er tungt, det her." Lassen har altid kaldt mig Kapi, fordi jeg var anfører for Silkeborg, som vi begge spillede for.
Nu er det pludselig ikke længere så tungt at være Lassen og Hvidove IF, for stik mod mange odds er den gamle storklub rykket op i Superligaen for første gang i mere end 25 år. Hvidovre var på fransk visit i den bedste række i 1996/97 og blev helflugtet ud af Superligaen. Siden har den gamle storklub været meget igennem og blandt andet haft så tvivlsom en økonomi, at klubbens veteranklub, de såkaldte Kæmper, i en årrække var navnesponsor på stadion. Det lød godt med Kæmpernes Arena, men navnet dækkede også over, at ingen andre gad betale for reklamepladsen. I dag hedder stadion Pro Ventilation Arena. Knap så poetisk. Men givetvis mere indbringende.
Det giver masser af mening at tale om, at Kæmperne er tilbage, for Hvidovre IF er en gigant i dansk fodbold. Det er vigtigt at forstå, når vi nu sammenligner klubbens præstation med de øvrige sensationelle oprykninger i de seneste 10 år. Hobro IK, Vendsyssel FF og FC Helsingør. Ingen af disse klubber har nær den samme klang som Hvidovre i den danske fodboldhistorie.
Hvidovre IF har såmænd vundet tre danske mesterskaber, vundet den mest målrige pokalfinale nogensinde med 5-3 over Lyngby og spillet mod både Real Madrid og Juventus i Europa Cup’en. Tilmed bar klubbens spillere i en lang epoke den mest ikoniske trøjereklame i dansk fodbold. Yankie Bar. Hva’be’har. Udødeliggjort af spillere som Hans Aabech, Michael Christensen, Sten Ziegler og Michael Manniche. Og ikke mindst af skuespiller Lars Kaalund i den danske succesfilm ”Italiensk for begyndere”. Kaalund spiller rollen som Hal-Finn, der regerer med hård hånd i cafeteriet på Hvidovre Stadion.
De bedste fortællinger om Hvidovre IF finder man tilbage i tresserne. Lang tiden siden, siger du måske. Ja, men det er sørme stadig de skuldre, vi står på. Dengang blev Hvidovre IF den første danske fodboldklub, der som sådan profiterede af en samfundsudvikling. Nemlig den exodus af mennesker, der efter 2. verdenskrig fraflyttede de små lejligheder inde i København for at få bedre levevilkår i forstæderne. Træk-og-slip, grønne områder, flere kvadratmeter. Folkevandringen medførte en befolkningseksplosion på vestegnen, og mange af de små drenge blev til dygtige fodboldspillere. Da Hvidovre IF blev danske mestre i 1967 havde 10 (!) af spillerne været i klubben som lilleputter.
En af undtagelserne var målmand Jørgen Henriksen. Han kom til klubben fra Dalgas og blev den direkte årsag til den vidunderlige historie om John Worbye, der havde haft pladsen i Hvidovres mål på vej op gennem divisionerne. Henriksen var bedst, og hvad gjorde Worbye så? Jamen, han lod sig da omskole til venstre back og nåede at spille 12 landskampe for Danmark. Sådan reagerer en hædersmand.
Hvidovre IF blev mestre igen i 1973 og i 1981, men så fulgte en nedtur af dimensioner. Helt ned i Danmarksserien, da det gik værst for sig. En af årsagerne til derouten hed Brøndby IF, som med visioner, nytænkning og masser af penge overhalede den gamle storklub med 100 kilometer i timen. Det er mere end 40 år siden, at Hvidovre IF senest blev bedre placeret end deres lokale storebror.
Nu er den gamle storklub så tilbage. Hvilket er en kæmpepræstation, når man kigger på de vilkår, Hvidovre IF kan tilbyde deres spillere. Hvidovre har et af de mindste budgetter i 1. division og deres spillere er ikke engang på fuld tid. Oprykningen er et resultat af kontinuitet på trænerposten, hvor den dygtige Per Frandsen har sammensat en kompetent trup af de mange spillere, der notorisk er tilgængelige i Københavnsområdet. Vel at mærke, når de større klubber har været der. Det er flere år siden, at folk begyndte at sige, at ”Hvidovre spiller den bedste fodbold i 1. division.”
Kan Hvidovre blive hængende i Superligaen? Sikkert ikke. Men lige nu og her betyder det mindre.
Det væsentlige er, at den hæderkronede klub er tilbage i den bedste række til glæde for alle os, der husker de glade dage og/eller finder det inspirerende, at penge ikke altid er alt.