Verdens bedste modtaget som en helt

Karim Benzema blev torsdag præsenteret i Al Ittihad. Foran 60.000 fans fortalte han, hvorfor han har skrevet kontrakt med klubben.

Der var ikke sparet på noget, da Karim Benzema blev vist frem i saudiarabiske Al Ittihad.

Hele 60.000 fans var mødt op på King Abdullah Sports City i Jeddah, hvor præsentationsshowet var på niveau med forventningerne til klubbens nye verdensstjerne.

- Jeg vil gerne sige tusind tak. Jeg håber, vi kommer til at udrette store ting, sagde Benzema indledningsvist til syne nye fans.

Med enkelte arabiske vendinger levede franskmanden tydeligvis op til alle forhåbninger, og da han undervejs i det næsten 20 minutter lange velkomstshow fik lov til at løfte sit Ballon d’Or-trofæ, ville jublen inden ende tage.

- Jeg valgte Al Ittihad fordi, det er et godt hold. De har lige vundet mesterskabet, og de har selvfølgelig nogle fantastiske fans. Jeg kommer til at gøre alt for bringe holdet op på øverste niveau, sagde Benzema undervejs.

Den franske verdensstjerne forlader Real Madrid på en fri transfer, efter han har spillet for klubben siden 2009. I den periode er han blevet den mest vindende Real Madrid-spiller i historien.

Benzema har underskrevet en treårig aftale med Al Ittihad, der ifølge Goal indbringer cirka 200 millioner euro om året. Det svarer til næsten halvanden milliarder kroner om året.