Manchester City vinder Champions League

Englænderne fuldendte 'the treble' med lørdagens sejr over Inter i Champions League-finalen.

Manchester City var storfavorit før finalen, og den engelske storklub levede op til forventningerne.

Pep Guardiolas mandskab slog Inter med 1-0 i Champions League-finalen, og de kan dermed lade sig hylde som vindere af den europæiske turnering for første gang i klubbens historie.

Med lørdagens finalesejr har Manchester City vundet både Premier League, FA Cuppen og Champions League i denne sæson.

Holdets træner, Pep Guardiola, vandt senest pokalen med de store ører tilbage i 2011 i de hæderkronede dage med FC Barcelona.

Sådan forløb kampen

Opgøret var intenst og generelt en tæt affære, hvor Manchester City havde bolden mest.

Kort før pausen fik City dog et større tilbageslag, da den belgiske stjerne Kevin de Bruyne måtte udgå med en skade.

Det gav kortvarigt Inter mere spil, men i anden halvleg begyndte Manchester City igen at bide fra sig.

Den store forløsning kom efter 68 minutter, da midtbanespilleren Rodri bankede en løs bold i mål og sendte de lyseblå på sejrskurs.

Efter scoringen pressede Manchester City på for en 2-0-scoring, men den største mulighed faldt til Inter, der efter 88 minutter var centimeter fra en udligning.

Romelu Lukaku blev fundet helt fri én meter fra mål, men belgierens hovedstød endte lige på målmand-Ederson, der fik dirigeret bolden snert forbi stolpen.

Rodris scoring forblev derfor kampens eneste, og da dommeren fløjtede for sidste gang, kunne City-spillerne kaste armene i vejret og bryde ud i jubel efter en intens og dramatisk finale.

Hold, der har vundet the treble i det nye CL-format

  • 1998/99: Manchester United
  • 2008/09: Barcelona – med Guardiola som træner
  • 2009/10: Inter
  • 2012/13: Bayern MĂĽnchen
  • 2014/15: Barcelona
  • 2019/20: Bayern MĂĽnchen
  • 2022/2023: Manchester City