Viborg-direktør ryster på hovedet: - Ikke værdigt for vores klub

Morten Jensen tager den dybeste afstand fra handlingerne.

Lokalopgørene mellem Viborg og FC Midtjylland plejer at slå gnister på banen, men fredag aften kogte det over.

Europa-playoff-kampen blev afbrudt flere gange, fordi en tilskuer kastede kanonslag på banen – et kanonslag, der var tæt på at ramme FCM-keeper Jonas Lössl.

Hændelserne har efterfølgende fået Viborg-direktør, Morten Jensen, til at tale med store bogstaver.

- Det er ikke værdigt for vores klub, og vi tager den dybeste afstand fra de hændelser, der foregik, og det vil selvfølgelig få alvorlige konsekvenser for vedkommende, der kastede de to kanonslag.

- Vi er meget kede af det på flertallets vegne og kan kun gentage, at vi tager dyb afstand fra det, siger han til klubbens egen hjemmeside.

Manden, der kastede med kanonslagene, blev anholdt kort efter kampen. Ifølge Morten Jensen blev han udpeget ved hjælp af overvågning på stadion.

Træner stemmer i

Viborg endte med at tabe kampen med 1-0, men det var ikke det, der fyldte mest for hjemmeholdets træner Jacob Friis, der også havde fokus på andet end spillet.

- Jeg synes, det er meget misvisende i forhold til den fantastiske opbakning, vi har fået sæsonen igennem.

- Jeg ærgrer mig på flertallets vegne, fordi der var et par enkelte, der skulle ødelægge det for resten. Det synes jeg ikke var helt værdigt, siger Jacob Friis.

Sejren betyder, at FCM træder ind i anden kvalifikationsrunde til Conference League.