- Det er lidt af en solstrålehistorie, siger Hjulmand om Vallys
Det er ikke blevet nemmere at tage den vej til landsholdet, som Nicolai Vallys har, siger Hjulmand.
Han er den eneste Superliga-spiller, der er udtaget til de kommende to landskampe.
Brøndbys Nicolai Vallys kan få debut, når Danmark møder San Marino og Finland i denne uge. Vallys blev udtaget til landsholdet, da Mikkel Damsgaard måtte melde fra.
Og nu står den offensive spiller overfor en stor chance, som ikke mange får.
- Det er lidt af en solstrålehistorie, som der er så få af, siger landstræner Kasper Hjulmand til TV 2 Sport.
- Det bliver sværere og sværere at komme den vej, som Vallys har taget, men han har gjort det. Han har altid haft talentet, blikket og fødderne. Han har så måtte bruge noget tid på at finde ud af, at han er så god, som han er.
- Det er en god historie, som giver noget motivation til andre om, at det kan lade sig gøre, siger Hjulmand.
Har gode egenskaber
Vejen, som Hjulmand taler om, går i Vallys' tilfælde gennem klubber som Skovshoved, Roskilde, Silkeborg og nu Brøndby, hvor han er på en delt topscorerplads i Superligaen med fem mål.
- Jeg meldte ham jo allerede op engang i Silkeborg. Så jeg synes, han har været en god spiller længe, og så synes jeg, at han har lagt lidt mere på, siger Hjulmand.
Landstrænerne fortæller, at Nicolai Vallys kan lidt af det samme som Mikkel Damsgaard, hvor de begge kan gå ind i de samme rum på banen.
- Dér synes jeg, at han har en god profil til at gå ind på den position og har gjort sig fortjent til det ved gode præstationer i Brøndby, og vi glæder os til at få ham ind i holdet.
Landskampene mod San Marino (torsdag klokken 20.45) og Finland (søndag klokken 18) vises direkte på TV 2 og TV 2 Play.