Milan-træner nægter at undskylde til fans efter ny lussing
AC Milan har tabt samtlige fem Milano-derbyer i 2023.
Der hersker ingen tvivl om, hvem der har håneretten i Milano for tiden.
I år har AC Milan og Inter mødt hinanden fem gange: to gange i Serie A, to gange i Champions League og én gang i den italienske Super Cup. Alle fem gange har Milan tabt.
Den samlede målscore i de fem kampe er heller ikke ligefrem skøn læsning for Milan-fansene (1-12). De rød-sortes eneste scoring faldt i 1-5-nederlaget lørdag aften.
Milan-træner Stefano Pioli mener dog ikke, at der er noget at undskylde til fansene for.
- Jeg er ikke enig i idéen om at skulle sige undskyld til fansene. Tror du, at vi tabte 1-5 til Inter med vilje og tabte derbyet? svarede en vred Pioli journalisten, der havde stillet spørgsmålet.
- Vi er skuffet, det samme er fansene. Man skal kun undskylde, når man gør noget forkert med vilje, lød det fra Milan-træneren ifølge Football Italia på pressemødet efter kampen.
Kjær: - Et resultat, der tynger
I sommerens transfervindue har AC Milan hentet hele 12 nye spillere til klubben, men det hjalp altså intet lørdag, hvor blandt andet Inters nyerhvervelse Marcus Thuram diskede op med et vidunderligt drøn.
Danske Simon Kjær spillede hele kampen for AC Milan, og han var i modsætning til sin træner ikke bleg for at undskylde over for fansene.
- Et resultat som dette, i et derby, tynger dig virkelig. Jeg er ked af det over for fansene, men Inter var klogere end os i nogle situationer.
- Vi var med i kampen indtil det tredje mål. Vi er på en rejse, og vi må vende tilbage til arbejdet fra i morgen (søndag, red.), siger Simon Kjær ifølge Football-Italia til DAZN og Sky Sport Italia.
Nederlaget til Inter var Milans første i indeværende Serie A-sæson.