Udlandet har fået øjnene op for den danske skole

- Altså når du nu spørger mig, så kunne jeg da godt tænke mig at træne i Premier League.

Sådan besvarede FC Nordsjællands træner, Johannes Hoff Thorup, mit spørgsmål om, hvad der var hans drømmedestination som træner, da jeg forleden dag var forbi til en kop kaffe i Farum. Svaret blev leveret med et smil. Men også med en fasthed. Sådan modtog jeg det også. Fordi Thorup er dygtig. Og fordi han er ung. Hvorfor skulle et trænerjob i Premier League være urealistisk?

Da FC Nordsjælland og FC København i weekenden mødtes i en aldeles forrygende topkamp på Right to Dream Park i Farum faldt det i øjnene, at de to yngste trænere i Superligaen står i spidsen for den danske ligas to stærkeste hold. Johannes Thorup er 34 år. FC Københavns træner, Jacob Neestrup, er 35 år.

I sidste sæson vandt deres to klubber guld og sølv, og når gruppespillene i de europæiske klubturneringer går i gang i denne uge, så er det deres to klubber, der repræsenterer dansk fodbold. Neestrup er i Champions League. Thorup i European Conference League. Efter hver sit kompetente kvalifikationsforløb.

Talenter har et forspring

De falder begge to i det, jeg vil kalde kategorien af trænere, der ikke lige skulle have overstået deres spillerkarriere, før de kom i gang med at træne. Det er jo ellers den klassiske model. Først skal Pep Guardiola, Zinedine Zidane og Xavi være færdige med at spille, hvorefter de skyder genvej til de store trænerjobs.

Hvad er det, vi kan, som de andre måske ikke er så gode til?

Morten Bruun

På en lavere hylde har vi en række tilsvarende trænerprofiler i den danske Superliga; for eksempel Jesper Sørensen i Brøndby, Thomas Thomasberg i FC Midtjylland og Kent Nielsen i Silkeborg. Det er der heller ikke noget galt med. Alt andet lige får de netop nævnte bare en kortere karriere som trænere, fordi de først lægger fra land, når de er blevet midt i trediverne. Præcis der, hvor Thorup og Neestrup allerede befinder sig. De var nemlig ikke ret gode til at spille fodbold.

På den måde har de sikret sig et forspring på mindst 10 år i forhold til mange af deres kolleger. Og derfor er det alt andet end urealistisk, at enten Thorup eller Neestrup – eller dem begge to – ender i en af Top-5-ligaerne i Europa. Det kunne for eksempel være morsomt med en dansker som træner i den italienske Serie A. Det har der aldrig været.

Udlandet har fået øjnene op for Danmark

Faktisk er det i øjeblikket også sådan, at udlandet i højere grad har fået øjnene op for det, vi kunne kalde den danske trænerskole. Tidligere var det typisk sådan, at de ganske få danske trænere, der fik job i de store ligaer, fik det på grund af deres internationale navn og ditto omdømme. Morten Olsen i FC Köln og Ajax. Michael Laudrup i Getafe, Swansea og Mallorca. Ingen af dem var som sådan skolet i Danmark, Ja, i England anede de fleste intet om, at Michael Laudrup havde været træner i Brøndby i fire sæsoner. De kendte ham udelukkende for hans internationale meritter.

Hver enkelt træner har naturligvis sin egen karrierevej og sin egen personlighed. Men derfor tør jeg da godt vove mig ud i et forsøg på at karakterisere en typisk dansk træner. Hvad er det, vi kan, som de andre måske ikke er så gode til? Jeg tror, at danske trænere generelt er gode til mandskabsbehandling. De involverer deres spillertrup og deres stab i mange beslutninger.

Som Thomas Frank har beskrevet det overfor de engelske medier, så kører han i Brentford det, han har kaldt en no dickheads policy. Jamen, det var det udtryk, han brugte. I en stueren oversættelse betyder det, at han ikke vil have idioter rendende i sin trup. Fordi de er ødelæggende for det kollektive udtryk.

Jeg kan ikke erindre, at der på noget tidspunkt har været så mange danskere i udlandet

Morten Bruun

Jeg vil beskrive denne tænkemåde som typisk dansk. Det er ikke altid, den virker. For eksempel kom Kasper Hjulmand hurtigt hjem fra Mainz 05, hvor han blot var træner i et halvt års tid, inden han først vendte tilbage til FC Nordsjælland og efterfølgende blev landstræner. Det var ikke noget lykkeligt match, men jeg kan da konstatere, at Mainz 05 med den tidligere FC København-anfører Bo Svensson igen har en dansk træner. Svensson har dog aldrig været træner i Danmark.

Flere danskere end tidligere

Dette er ikke en videnskabelig undersøgelse. Men hvis jeg bruger min egen fodboldradar som rettesnor, så kan jeg ikke erindre, at der på noget tidspunkt har været så mange danskere på så højt profilerede trænerposter i udlandet som i dag. Ud over Thomas Frank i Premier League og Bo Svensson i Bundesligaen vil jeg fremhæve følgende:

• Jon Dahl Tomasson, 47 år, Blackburn Rovers
• Brian Priske, 46 år, Sparta Prag
• Brian Riemer, 44 år, Anderlecht
• Bo Henriksen, 48 år, FC Zürich

Disse fire er trænere i ligaer, der som minimum er på højde med den danske Superliga. Det er den svenske ikke. Men det er stadig værd at bemærke, at hele tre klubber i Allsvenskan har danske trænere.

Glen Riddersholm er i IFK Norrköping, Henrik Jensen er i Kalmar FF og Jens Berthel Askou i IFK Göteborg. I denne sammenhæng er det navnlig interessant, at en (ganske vist hensygnende) storklub som IFK Göteborg i sommer valgte en dansk træner, som netop var rykket ud af Superligaen. Hvilket jo ikke i sig selv var nogen anbefaling. Alligevel valgte IFK Göteborg dansk.

Det tror jeg også, at større klubber fra større ligaer vil gøre i de kommende år. Jeg kunne da sagtens se Johannes Thorup og Jacob Neestrup få sig hver sin store, internationale trænerkarriere.