Vrede fans kaldte OB-spillere ned
OB er sejrsløse på hjemmebane i denne sæson.
Endnu engang var de mødt talstærkt op. Og endnu engang måtte de gå skuffet hjem.
De mere end 8000 fremmødte OB-tilskuere kunne nemlig konstatere mandag aften, at de igen havde tabt på eget græs – denne gang til Silkeborg med 3-0.
Det er os, der skuffer dem. Vi skuffer dem gang på gang herhjemme
Bjørn Paulsen, OB-spiller
Det skuffende spil og resultatet fik også vreden til at skumme hos en række OB-fans, der kaldte spillerne ned til en knap så kammeratlig snak.
Det blev OB’s cheftræner også foreholdt efter kampen.
- De er frustrerede, og vi er lige så frustrerede, som de er. Det er en følelse, som vi har sammen, at vi er meget skuffede over resultatet i dag, siger Andreas Alm til Viaplay.
Stille omklædningsrum
Det store nederlag til Silkeborg mandag aften kunne også aflæses i OB-lejren efter kampen.
- Der er meget stille nede i omklædningsrummet lige nu. Folk ved godt, at det er noget skidt, og det er en skidt præstation igen i dag, fortæller Bjørn Paulsen ifølge Ritzau.
Den rutinerede forsvarsspiller havde også en besked til hjemmebanepublikummet, som ikke er blevet belønnet med en eneste sejr i denne sæson på Odense Stadion.
- Det er os, der skuffer dem. Vi skuffer dem gang på gang herhjemme. Der er ikke så meget andet at gøre end at kæmpe videre. De skal vide, at vi er sindssygt ked af, det er sådan her i Odense, at vi ikke kan vinde, siger Bjørn Paulsen til OB’s hjemmeside.
Med nederlaget er OB at finde på en skuffende niendeplads.