Messi bliver i Barcelona karrieren ud

16x9

Lionel Messi forventer at blive i Barcelona resten af karrieren

Lionel Messi kan ikke se sig selv spille i nogen anden klub end Barcelona, hvor han har været i 12 år.

Lionel Messi kom til FC Barcelona allerede som 13-årig, og derfor har han indtil videre ikke spillet for andre klubber som senior.

Spørgsmålet er da også, om han nogensinde kommer til at optræde i andre klubtrøjer end Barcelonas.

Spørger man den argentinske dribler selv, er der ikke noget klubskifte i horisonten - overhovedet.

"Barcelona er mit hjem, og jeg ville elske at spille her hele min karriere, indtil jeg stopper," siger argentineren ifølge nyhedsbureauet DPA i forbindelse med Argentinas venskabskamp mod Colombia fredag.

Messi er da også meget kortfattet, da han bliver spurgt om, hvorvidt han kunne se sig selv gøre, hvad eksempelvis Michael Laudrup og Luis Figo har gjort - skifte til ærkerivalen Real Madrid.

"Jeg har ingen planer om at skifte til Real Madrid," siger angriberen.

Alt er, som det var
Han forsikrer desuden, at man i den kommende sæson vil se et Barcelona-hold, der ikke laver meget om på spillet, selv om Tito Vilanova tager over på trænerposten i stedet for Pep Guardiola.

"Det gjorde ondt at sige farvel til Pep, for det var uventet, men Tito vil ikke ændre på måden, vi arbejder på. Alt vil være, som det var," siger Messi.