Sportschef jubler over ny træner

16x9

Carsten V. Jensen ser de rette kvaliteter ved Ariël Jacobs

FC Københavns sportsdirektør, Carsten V. Jensen, ser meget frem til samarbejdet med den belgiske træner, Ariël Jacobs.

Den tidligere Anderlecht-træner tiltræder på en toårig kontrakt.

"Jeg er glad for, at det er lykkedes at få en aftale på plads med Ariël," siger Carsten V. Jensen i en pressemeddelelse.

"Vi har lagt stor vægt på, at vores kommende cheftræner skulle have erfaring med sig fra en klub, der i størrelse og udfordringer, kan sammenlignes med FC København."

Respekterer klubben
"Ariël deler vores grundlæggende spillemæssige idéer og respekterer klubbens kultur og historik, men har samtidig også sine egne tanker for, hvordan holdet skal udvikles fremadrettet," siger Carsten V. Jensen.

Ariël Jacobs afløser netop Carsten V. Jensen, som i foråret stod i spidsen for FCK i en dobbeltrolle som sportsdirektør og træner efter fyringen af træner Roland Nilsson.

I sidste sæson førte Ariël Jacobs Anderlecht til mesterskabet i Belgien.